Gruppearbejde — kun muligt når man følger en højere norm for samarbejde?

Den underholdende, semi-paleo-konservative blog, Konservativ Reaktion, har i denne tid et indlæg af forfatterinitialet J.Ja om gruppearbejde på historiestudiet i Århus.

Et indlæg lige til højrebenet skulle man mene, eftersom selvsamme studium er en del af det fakultet, man for ikke så mange år siden kaldte Lille Leningrad og hvor en stor del af datidens studerende nu kan prædike ex cathedra.

Den konservative stud.mag kalder det historiske gruppearbejde for et pædagogisk nul-sum-spil. Beskrivelsen er korrekt — for universiteterne er jo, om de så vil det eller ej, desværre en del af staten. Og staten elsker nul-sum-spil.
Smatidig kommer der lidt kollektivistisk mentalitet ind over og konklusionen er på samme måde betagende og tragisk: 

Den form der, med en slags Orwellsk dobbelttænkning, både ved at halvdelen ikke gør det de skal, eller ikke har læst - men samtidig er helt overbevist om at de lærer noget, og at det i alle fald er bedre end hvis det ikke foregik i grupper. Den form der selv, med djævelens vold og magt, vil sammensætte grupperne på kryds og tværs, selvom folk altid falder tilbage i deres selvvalgte og mere velfungerende fællesskaber.

Jeg kender selv undervisningsformen fra den juridiske manuducering i den kollektivistiske forvaltningsret — og jeg hadede den; og kom selvfølgelig ikke til timerne.

Da jeg læste indlæget på Konservativ Reaktion kom jeg i tanke om dengang, for længe længe siden, da jeg var så heldig at have en plads i bestyrelsen i Jurist- og Økonomforbundets studenterorganisation “DJØF StudSamf”.

Foruden at være en underholdende fritidssyssel med en okay mængde pamp og gratis ture rundt om i landet for medlemmernes penge, var det også et uhyre lærerrigt sted at have sin gang. For når jeg, lidt ansporet af DJØFs direktør, som heller ikke har alt for meget til overs for “bom-bomme-lom uddannelsen statskundskab”, kom til at anmaste mig til at sige, at gruppearbejde var noget inefficient tidsspild fik jeg læst og påskrevet.

Jeg var nemlig så “heldig” at DJØF var overbefolket af studerende fra universitetscentrene i Roskilde og Ålborg. Begge steder, hvor gruppearbejdet vægtes ligeså højt som konstruktivisme indenfor politik og samfundsteori… Ak ja, sådan nogle steder findes faktisk i Danmark.

Gruppearbejde, ifølge disse kollektivit sindede individer, var rent faktisk det bedste i verden. Ingen “læringsproces”/”diskurs” var bedre. Men det krævede altså, at det blev gjort rigtigt.

“Okay”, tænkte jeg og spurgte: “Så gruppearbejde er altså ikke bare at arbejde i en gruppe?”

Den spredte klukken var øredøvende. Jeg var virkelig en ignorant; en hedning der ikke var frelst.

For at kunne arbejde i grupper skal man åbenbart ikke arbejde i gruppe. Man derimod “agere” efter en, såvidt jeg forstod, prædefineret højere norm, som, når man havde gruppearbejdet og fejlet tilstrækkeligt mange gange, vistnok skulle være åbenlys…

… ja, ja.

Det her med højere normer har jeg som udgangspunkt ikke så meget imod; eller rettere: Jeg har fuld forståelse for, at man til en vis grad kan deducere principper fra en højere (nogen vil sige lavere) grundnorm (hvis man er til Kelsen) eller en aksiom…

Men når det lige kommer gruppearbejde står jeg altså af: Jeg har en eller anden sær følelse af, at jeg, og ingen andre, har ret til mig selv og mit arbejde. Det har de fleste vil? Det håber jeg da! Men jeg har godt nok ikke en naturlig følelse for, hvilken grundnorm der efter sigende gør sig gældende indenfor gruppearbejde…

Heldigvis har jeg været så velsignet, at DJØF rent faktisk betalte mig kurser hos et konsulentfirma i bl.a. gruppearbejde — i form af “god mødekultur”, “præsentationsteknik” og what not. Her lærte jeg faktisk meget. Og jeg kunne og kan se, at teknikkerne faktisk virker. Mit gruppearbejde er blevet effektiviseret en hel del.

Problemet, i forhold til grundnormstankegangen, er bare, at det her var noget, som jeg lærte - ikke noget jeg opdagede. Metoderne var understøttet af empiri som viste, at gruppearbejde, hvis man fulgte metoden, ikke behøvede at være et nul-sum-spil. Som i et sandt liberalt samfund, kan alle faktisk godt gå hen og vinde.