Paternalisme — den største udfordring for det liberale reformprogram?

Jeg kender mig selv bedst. Derfor er jeg den bedste til at træffe beslutninger, der direkte påvirker mig selv. Jeg behøver ikke at bruge lang tid på at undersøge og overveje om det jeg gør nu også er det bedste, fordi jeg allerede godt ved, hvad der er godt for mig og hvad der er dårligt. Det tager kun et splitsekund eller to. Med andre ord, er den beslutningsproces jeg bruger, når jeg træffer valg der vedrører min gøren og laden særdeles effektiv.

Men når det kommer til andre mennesker beslutninger og valg er det en helt anden sag. Her viser det paternalistiske hykleri sit grimme fjæs:

For jeg kan jo umuligt vide, om andre menneskers beslutninger og valg i sig selv er fornuftige, om målene er realistiske og ønskværdige eller for den sags skyld, om hele handlingen ikke bunder noget slemt, moralsk forkasteligt.

Man kan, så at sige, ikke lade det være op til andre mennesker, selv at træffe valg. Derfor er det både fornuftigt og i samfundets interesse, at vi har en stærk og overtrumfende regeringsmagt, som kan vælge for folk, hvilken slags medicin de skal tage, hvor og hvornår deres børn skal passes og hvilken undervisningsmetode der skal bruges i skolerne.

Det er her fårerne skilles fra bukkene: Enten vil man respektere de individuelle valg man selv og andre foretager, eller også vil man kun respektere egne individuelle valg og kollektiv tvang når det kommer til andre.

Dette er forskellen på liberalisme og på socialisme. Og mon ikke, om det også er en af de største ikke umiddelbart målelige udfordringer, som det så nødvendige liberale reformprogram står overfor?