Akuthjælpen — en offentlig farce?

Morgenavisen Jyllandsposten har her d. 20 en opfølger på den både tragiske og uheldige historie, om en tysk turist, der mestede livet pga. de regionale sygehuses procedurer; eller i tilfældet turister, nok tværtimod manglen på samme.

I halvanden time ventede kvinden og hendes mand, der ikke var klar over, at vagtlægen skulle kontaktes, og da der endelig blev slået alarm, var det for sent at redde kvindens liv.

Den vestjydske socialist Bent Hansen vælger den mindre medfølende linje, når han kommenterer sagen og kort, klart og helt umenneskeligt siger, at der “åbenbart har været kommunikationsproblemer”.

Sygeplejersken der er interviewet, og som indledningsvist siger nogle fornuftige ting, slutter også af med den traditionelle svada med, at mere efteruddannelse til sygeplejerskene ville hindre lignende situationer fremover…

… Bevares, det kan godt være. Fleksibilitet har jo aldrig skadet nogen — og hvis det ligefrem kan hjælpe, så bare se at komme igang.

Meeen… Ser man lidt mere overordnet på al den snak det seneste års tid, måske lidt længere tid, om netop de regionalt ejede og drevne sygehuses akutberedskab, er der ikke langt herfra og så til en sort, engelsk farce. Yes, Primeminister osv.

Som helt almindelig borger — med lidt familie i hvide kitler — undrer jeg mig over, hvordan de ansvarlige politikere (både i regionerne og på Christiansborg) rent faktisk kan retfærdiggøre det nuværende system.

Hvad skal man dog bruge en dyr, skattefinancieret sundhedssikring til, når man alligevel er overladt til sig selv? Det her ikke bare må, det kan, gøres bedre.

De fleste kan nok regne ud hvad jeg så mener skal ske. Men det er der helt sikkert ikke politisk mod til.

Så indtil problemerne bliver løst — og det bliver de jo nok aldrig (vi taler jo om staten) — må man vel bare krydse fingrer for, at man ikke bliver syg på et uheldigt tidspunkt og sted.

Og så selvfølgelig have sympati med de læger og sygeplejersker, der helt sikkert er ligeså enige i, at situationen er absurd.