Lew Rockwell har lagt et essay om libertarianisme (hvor jeg dog hader det ord*), om realisme i en libertarianisk og neokonservativ udenrigspolitik. Jeg har ikke fÃ¥et læst den helt igennem endnu — vores landsrÃ¥d i Konservative Studerende gÃ¥r i gang om 2 sekunder – men det som jeg har læst, er ret godt.
Citat:
Realism at its very core is anti-libertarian and markedly non-liberal in its approach. This does not mean that realist assertions and studies are not useful for conservatives, libertarians, and the classical liberal worldview. Realists often arrive at extremely intelligent and markedly poignant conclusions on U.S. foreign policy. Nor does this mean that the modern idealist liberal institutionalist school of international relations based in Wilsonianism is the right direction for a conservative and libertarian grand strategy. Modern day “liberals” which made up Clintonian foreign policy and ultimately serve as the basis of the modern neoconservative movement are also greatly at odds with the non-interventionist libertarian conservative.
Det her er jo næsten noget, som man skal holde op mod Michael Jalvings godhedsbog, der udkom sidste år.
* Det havde været meget nemmere, hvis “liberalisme” ikke var blevet sÃ¥dan udvandet over tiden… 
5. april 2008 kl. 12:40 |
Det vel korrekt nok hvad Rockwell skriver, men der er ikke sÃ¥ meget nyt i det. Realisme, som international doktrin, kan kun finde fælles fodslag klassisk liberale (el. libertarians – ja, jeg bryder mig heller om det ord) i det omfang at realismen prædiker imod aktiv “Wilsoniansk” idealisme som f.eks. FN. De fleste libertarians i dag er formentlig isolationister, og dermed mere “Jefferson’ske” i deres udenrigspolitiske udsyn. Mange tror af en eller anden grund ofte at isolationisme og realisme er sammenfaldende, men mange realister i internatioal politik mener jo netop ikke at stater skal isolere sig, men derimod aktivt fremme deres nationale interesser gennem alliancer, sikring af geopolitiske interesser v. at spille m. de militære muskler osv. Hvis jeg selv skulle pÃ¥pege en international politisk doktrin der kommer nærmest klassisk liberalisme, skulle det formentlig være den sÃ¥kaldt engelske skole der bygger pÃ¥ Hugo Grotius (ikke-interventionsprincippet som normativt fundament for den internationale orden), der netop ser verden gennem “lockeanske” fremfor “hobbesianske” briller. Desuden er de heller ikke positivister, og deres erkendelsesfilosofi ville formentlig nemt kunne finde fælles fodslag med folk som Hayek og Popper osv.
Det paradoks (imellem realisme og idealisme) som kommer til udtryk nÃ¥r liberale skal formulere udenrigspolitik, er efter min mening bare en manifestation af en generel “skifzofreni” blandt liberale, nÃ¥r det kommer til idealisme og realisme (her ikke forstÃ¥et som den ovennævnte teoretiske retning i international politik der hedder realisme, som Rockwell er imod, men mere generel realisme). Liberalisme er i sin natur en idealistisk doktrin, men det er min fornemmelse at majoriteten af borgerlige (liberale) i dag er realister (grunden til at de ikke gÃ¥r ind for velfærdsstaten er mere at de ikke tror pÃ¥ at den virker – den er for idealistisk – end at de mener at den er amoralsk). Og derfor bliver borgerlig udenrigspolitik sÃ¥ ofte ogsÃ¥ noget med krudt og kugler (Irak f.eks. – et lidt dÃ¥rligt eksempel, eftersom at irak-krigen pÃ¥ en gang er udtryk for idealisme og realisme, bare blandet pÃ¥ den dÃ¥rlige mÃ¥de, efter min mening (idealistiske intentioner, realistiske midler)). Realismen blandt borgerlige er efter min mening ogsÃ¥ den væsentligste Ã¥rsag
Det er naturligvis noget mere komplekst end det blev skitseret i ovenstÃ¥ende paragraf (mange borgerlige er sikkert idealister og optimister pÃ¥ mange omrÃ¥der, til trods for at de er pessimistiske realister pÃ¥ andre). Hvis man gerne vil have et godt indblik i hvilke “sentiments” og verdenssyn der danner basis for formuleringen af udenrigspolitik kan jeg varmt anbefale bogen “Special providence” af Walter Russell Mead. Den handler godt nok om amerikansk udenrigspolitik, men den illustrerer mange af de dilemmaer og paradokser der eksisterer i udenrigspolitik fint, synes jeg.
Mvh
5. april 2008 kl. 13:32 |
Enig i at det ikke er nyt. Men har stadig ikke fået læst det helt til ende endnu, så vil lige undlade at kommentere på det lidt endnu.