Dekanan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (jura, økonomi, statskundskab og (ja, tror det eller ej:) psykologi) under Aarhus Universitet, Svend Hylleberg, kan godt lide at blogge. Bevares, det kan hans kollegaer på Københavns Universitet også. Men hvor københavnerne bruger rigtigt meget tid på at skrive om globalisering og what not, er “Anton” lidt mere nede på jorden. Han skriver om økonomi og styring; man er vel økonom.
I et blogindlæg fra februar tager han fat på det kludetæppe, som man kalder universitetsfinansiering. Som studentikos studenterpolitiker, er det selvfølgelig et emne, der interesserer mig lidt. Penge sætter, som sådan nogle nu engang jo gør, de naturlige rammer for, hvad man kan gøre af gode, velmente ting, og hvad man ikke kan.
De Herrer på Punditokraterne, og i særdeleshed redacteur Bjørnskov, har før hudflettet det nuværende finansieringssystem fra en lang række vinkler.
Hylleberg går bl.a. løs på hvad han selv ser som en problematik, vedr. de “eksterne midlers” rolle i universiteternes overordnede budgetter:
Grunden til at universiteterne nu er begyndt at råbe vagt i gevær er, at de eksterne midler ikke længere blot er marginale og begrænsede tilføjelser til universiteternes samlede budget, men at de nu udgør en betydelig del af de samlede midler - og den andel forventes at være stigende i de kommende år. Denne ændring medfører, at universiteterne er tvungne til at få dækket alle de ekstra udgifter i form af bygninger, administration m.v., som en given ekstern bevilling indebærer, og ikke længere kan dække disse ved at beskatte de stadigt mindre faste basisbevillinger.
Det koster penge at skaffe penge, er vist devicen. Men sådan var det vel også før? Spillet om midlerne har ganske givet ændret sig, så man ikke længere “bare” får en check, men at den tidligere model også indebar betydelige forhandlinger, administration m.v., er ingen hemmelighed.
Han skriver videre om STÅ-penge osv., men det vil jeg vente med at kommentere på.
