Ludwig von Mises for alle pengene

Som med “vagthunde” og aktiehandler, ligeså med Google Alerts og Google. For med Google Alerts kan man lave sig en lille vagthund, som bjæffer til en når den har sniffet sig frem til det man søger efter. Taler jeg sort?

Det fungerer sådan her: Jeg vil gerne have at vide, hver eneste gang Google opsnapper/indekserer et blogindlæg eller en nyhed, som indeholder ordet “Mises”, efter økonom-filosoffen Ludwig von Mises. Når Google finder noget nyt, får jeg en email. Og det er faktisk meget smart, fordi man selv slipper for at skulle opsøge det nye internetindhold selv.

I dag har jeg modtaget adskillige alerts, som fortæller, at der er blevet skrevet om Mises. Jeg har ikke endnu fået nogen på/om FA Hayek. Men de skal nok komme.

F.eks. er der blogindlæget Gold, Peace and Prosperity, som anmelder Ron Pauls bog af samme navn og som kan hentes — helt gratis i PDF-udgave — på Mises Instituttets hjemmeside. Det handler ikke direkte om noget Ludwig von Mises selv har skrevet, men med Ron Pauls flair for det østrigske, kan man nok heller ikke forvente, at det ligger langt fra, hvad Mises ville mene.

En anden nyt blogindlæg handler om Mises helt korrekte syn på en statsfastsat mindsteløn, ligesom jeg også kan se, at Peter Klein, fra den velkendte blog Organizations and Markets, skriver om agentteori, delegation og filmen No Country for Old Men og ikke mindst linker til en hjemmeside, som fortæller om et par film, der givetvis må have særlig interesse for folk med hang til det praxeologiske.

Så ja. Selvom Google krænker mit privatliv og indekserer min tilværelse i en helt vildt overdrevet grad, har jeg alligevel mulighed for at nyde, at den indekserer andres liv ligeså meget. Så det er vist på sin plads at jeg siger: Tak! … eller? Tja.

Læg en kommentar