Økonomien er overophedet, det er uforsvarligt at sænke skatterne, vi står overfor en global afmatning og staten må skride ind, før de selvsændigt fungerende og dybt irrationelle markedskræfter tvinger os alle sammen til at gå fra hus og hjem.
Okay, okay. Det er nu bare mig der leger bullshit-bingo og sammenblander en række udsagn om den danske økonomi, som jeg har opsnappet i ugens løb i aviserne og pÃ¥ den hemmelige kanal: TV2-Finans. Da jeg jo ikke er økonomisk uddannet, eller for den sags skyld har den største makroøkonomiske indsigt her i riget (er der iøvrigt korrelation mellem de to? AltsÃ¥ uddannelse og indsigt?), har jeg generelt lidt svært ved at forholde mig til, om det de (altsÃ¥ de “økonomisk kyndige”) siger nu ogsÃ¥ er sandt. Den gamle lærersætning om, at der er noget man ser og noget man ikke ser, synes jeg tit viser sig at passe — ogsÃ¥ udenfor økonomien.
Via et underholdende indlæg på anarkomanens blog kom jeg ind på en artikel af Nicolai Foss om begrebet: Overophedning.
Det lyder godt nok ikke rart, når den marxistisk-leninistisk-opdragede Sten Bocian, m.fl., siger, at økonomien er overophedet. Hvilket vel netop er pointen: Markedskræfterne skal tøjles og holdes under kontrol. Renten skal være til at styre osv. Men skal bare tage det for gode varer?
Her fra Foss’ artikel, som blev bragt pÃ¥ Punditokraterne:
Jeg har haft en del deja vu’er her pÃ¥ det sidste, for det har været “overophedning” mig her og “overophedning” mig der. Alvorlige, “respekterede” “cheføkonomer” (et andet ord for en af de mere poppede informationsmedarbejdere i en større bank) har talt i diverse medier om at overophedning truer den danske økonomi (økonomien generelt, ikke bare bestemte brancher (byggebranchen)). Jeg forstÃ¥r stadig ikke hvad det betyder. SÃ¥ jeg fortsætter med at kværulere. Nu risikerer jeg ikke længere sÃ¥ meget (ry og rygte) ved det; jeg er trods alt ikke en fin universitetsøkonom, men blot en beskeden handelshøjskole-professor i strategi og organisation
Her er nogle af de meninger man muligvis kunne tilskrive begrebet en “overophedet økonomi.”
- Økonomien balancerer hele tiden pÃ¥ en Harrodsk knivsæg. Hvis den falder af knivsæggen -ved “overophedning” – eksploderer den.
Kommentar: Det er noget pladder som hører hjemme i 1940′ernes keynesianske fantasiverden,- Økonomien er pÃ¥ sin kapacitetsgrænse.
Kommentar: Og hvad så?- Inflation truer.
Kommentar: tja, tjo, bum-bum, mÃ¥ske. Men hvorfor sÃ¥ ikke bare sige “inflation” og ikke “overophedning”?- I opgangstider ekstrapolerer agenterne i økonomien fortidige data pÃ¥ en mekanisk mÃ¥de. Denne ekstrapolation danner grundlag irreversible beslutninger. Hvis økonomiens selvkorrigerende kræfter sætter ind (prisstigninger, rentestigninger, etc.) vil mange af disse beslutninger have vist sig at være forkerte, men de kan ikke omgøres. Investeringer i realkapital vil vise sig at være fejlinvesteringer. Negative multiplikatoreffekter vil sætte ind. Priser der er stive nedad forstærker problemerne. Etc.
Kommentar: Det er da en slags teori, men den bygger pÃ¥ en væsentlig grad af irrationalitet hos agenter.- Lønafsmitning fra en “ophedet” hjemmemarkedssektor til en sektor der er udsat for international konkurrence. Kommentar: Hvorfor er det præcis et problem at input-ressourcer er højere vurderede ved den første type produktion end ved den anden type produktion?
Det forekommer mig at begrebet en “overophedet økonomi” i bund og grund bygger pÃ¥ en uliberal forstÃ¥else af en markedsøkonomis evne til at korrigere sig selv og pÃ¥ en problematisk opfattelse af hvor rationelle økonomiens agenter er.
Sådan. Der er ingen grund til at gøre det mere kompliceret end det er.
