Kurven, som gør dem bange

Vi lever i en mærkelig verden, hvor vores folkevalgte tilsyneladende bevidst ser bort fra sagkundskaben og lader sig selv og andre lulle bort populismens drømmeseng.

Se blot på skatten.

Her kan man man være enten god eller ond, siger socialdemokraterne: De gode vælger velfærden; de onde skattelettelserne. Der er ingen middelvej – intet kompromis. Alt eller intet.

De konservative siger det modsatte, nemlig at skattelettelser fører til mere velfærd.

Venstre og Dansk Folkeparti fastholder — førstnævnte mere end sidstnævnte — at det bedste er at gøre intet og holde skatterne i ro.

Alle har på sin vis ret; men under forskellige forudsætninger.

Socialdemokraterne har jo ret nÃ¥r de siger, at man her og nu kan vælge vælge mellem mindre skat eller mere i (skattefinancieret) velfærd. Det er der intet forkert i — med mindre man ser pÃ¥ valget over tid. For vælger man skattelettelsen nu vil man netop overtid kunne se, at staten faktisk høvler flere penge ind. SÃ¥ hvis man ville det, kunne man faktisk bruge endnu flere penge pÃ¥ velfærd, hvis man sænkede skatterne. Det viser Laffer-kurven.

Både Konservative og Ny Alliance erkender, at der findes en sådan dynamik i skattesystemet. At en lavere marginalskat ansporer mennesker til at yde en ekstra indsats, der så kan forøge det offentlig provenu.

Ny Alliance er/var blot de eneste, der faktisk turde gÃ¥ til valg pÃ¥ skattelettelser, pÃ¥ et sÃ¥dan “ufinansiret” grundlag. Besynderligt egentligt, nÃ¥r man tænker pÃ¥, at Socialdemokraterne, for bare at bruge et eksempel, ikke tidligere har udvist den helt store pÃ¥passelighed overfor en sÃ¥dan politik. Men mennesker udskiftes og holdnigner ændres selvfølgelig.

Venstres skattestop har indbygget en underliggende skattelettelsesmekanik, der siden 2001 har sparet danskerne for mange penge. Men stadig ikke sÃ¥ mange, som vi alt andet lige kunne have sparet, hvis skatten Ã¥bent var blevet lettet – i toppen, vel og mærket. Det er jo der det batter mest.

Noget helt andet er så, at en skattelettelse, som rent faktisk tilfører staten flere penge efter lettelsen end den havde før, er en dårlig skattelettelse. Men i realiteternes verden må man jo starte et sted.

SÃ¥ hvorfor ikke starte med at fjerne — lad os sige — 2 mia af topskatten og sÃ¥ se, om det ikke betyder, at der kommer >2 mia. tilbage til skattefar. Og sÃ¥ fortsætte nedad med skattelettelserne indtil kurvens toppunkt er nÃ¥et. SÃ¥ er alle glade: Vi betaler mindre i skat og vi har rÃ¥d til mere velfærd.

Når vi så er nået dertil (og også gerne før!) kan vi overveje, hvordan vi får velfærdsomfanget ned på et mindre kvælende og mere effektivt niveau.

Det er da et forsøg værd.