Hairpin Bend, når bloggen er bedst

Guderne må vide hvorfor, at jeg forvildede mig ind på et meget gammelt indlæg på Johan Espersens blog. Men tag ikke fejl af alderende (bevares, det er også kun tilbage fra 2005), for indholdet er virkelig, virkelig godt. Titlen er Utilitarismen vs. Selvejerskab og Johan hudfletter Nozick, Rothbard et al og konkluderer så småt til sidst, at (præference)utilitarismen fortsat er selvejerskabsideen overlegen.

Som de mere faste læsere af denne blog nok vil vide, er jeg fuld ud enig heri.

(Billedet lidt længere nede er af Ludwig von Mises, der har overtaget Hayeks plads som mit store idol. Han havde, som Hayek, en konsekventialistisk-utilitaristisk indgangsvinkel til liberalismen og det frie og åbne samfund. Jeg har indsat det fordi jeg synes der var lige lovligt meget tekst… )

Her er et lidt større uddrag fra The Hairpin Bend:

Nogle mener, at liberalismen er baseret på et aksiomatisk-deduktivt system. Grundstenen i dette er selvejerskabstesen, som betyder, at enhver person har ret til at bestemme hvad der skal ske med sin krop og mentale evner (forudsat at personen ikke krænker andres ret til selvejerskab). For nogle virker selvejerskabstesen som en umiddelbart appellerende tese, da det jo forekommer rimeligt at acceptere, at ethvert individ ejer sig selv og, inden for rammerne af etisk tilladelige handlinger, selv vælger hvorledes det vil leve sit liv. Personligt har jeg nogle alvorlige problemer med en tese, der så entydigt tillægger noget komplet arbitrært al betydning. Som Rawls har påpeget, så for at en person kan have fortjent en fordel eller en ulempe, så må personen være ansvarlig for denne. At en person er ansvarlig for en fordel eller en ulempe fordrer to ting, nemlig at nogle af personens handlinger (eller undladelser) står i en kausal relation til fordelen eller ulempen, og at personen kunne have undladt at udføre disse handlinger (eller undladelser). Et selvejerskab opfylder ikke disse krav, og er derfor komplet arbitrært. Man hverken vælger eller gør sig fortjent til sine evner og krop, derfor virker det bizart, at lige netop dette skal være betydningsbærende for al etik og politisk filosofi.

Derudover har jeg også et problem med det næste vigtige princip (udledt af selvejerskabstesen). Dette princip handler om overførelse af ressourcer og er et berettigelsesprincip kaldet “justice in transfer”. Princippet går i al sin enkelhed ud på, at et gode overført fra et individ til et andet er retfærdigt, hvis det er overført mellem individer, der begge frivilligt har indvilliget i overførslen. Man kan følgende konkludere, at selvom nogle frivillige transaktioner måske vil tendere mod at skade de fattigste i fremtiden, er de alligevel retfærdige. Det forekommer besynderligt, men jeg er trods alt også utilitaristisk anlagt på det intuitive niveau. Samtidig kan man undre sig lidt over hvorfor tvang i dag angående fordeling er bandlyst, mens tvang i fortiden er helt acceptabelt. Det har jo altid været sådan, at dem som får penge får dem som har pengene i forvejen. Spor disse penge endnu længere tilbage i historien og så vil du utvivlsomt finde tyveri og tvang. Hvad skal man gøre ved dette?

Desuden har vi endnu ikke forholdt os til den dogmatiske libertarianismes proviso (rettere sagt Nozicks proviso). På spørgsmålet om hvad der kendetegner en retfærdig initial tilegnelse af eksterne goder bliver libertarianismen mudret. Nozick mener, at en persons initiale tilegnelse af en eksterne ressource er retfærdig, hvis og kun hvis ingen derved bliver stillet dårligere end de ville have været hvis ressourcen var forblevet uejet. Det er noget Locke over denne proviso – dette gør den dog ikke bedre.
For det første er det et ret arbitrært og vilkårligt princip. Det handler nemlig om at komme først til mølle. Hvis man er uheldig, såsom at blive født på et forkert tidspunkt eller på et forkert sted, så kan man risikere slet ikke at finde nogle uejede ressourcer. Endnu engang medfører libertarianismen, at der forekommer en tilfældig ulighed. Ligesom selvejerskabet, så er Nozicks proviso meget tilfældig, dermed er ulighederne i samfundet også ret tilfældige. Det er lidt underligt for en teori, der lægger så meget vægt på berettigelse og retfærdighed.
For det andet virker det underligt, at man kun skal sammenligne en situation (S1), hvor ressourcen er uejet og så en situation (S2), hvor ressourcen er ejet af en bestemt person. Det er klart, at hvis S2 medfører, at en flok personer er i dårligere position end i S1, så er den uretfærdig – og omvendt. Men hvad nu hvis der også var en situation (S3), hvor en anden person end personen i S2, ejede ressourcen? Det spændende ved S3 er, at den stiller alle parter bedre end S2, der så igen er bedre end S1. Konsekvensen af Nozicks proviso er dernæst, at S2 og S3 er lige etisk rigtige at vælge, også selvom alle parter er dårligere stillet i S2 – der bliver med andre ord slet ikke foretaget en nytteoptimering. Igen er teorien besynderlig.
For det tredje er det ubegrundet at antage, at alle jordens ressourcer som udgangspunkt er uejet. Hvorfor ikke fællesejet? Nozick springer fuldstændig dette punkt over.

Hvad er det så min pointe er? Tja, ikke andet end, at vi stadigvæk bør forblive på det minimalistiske niveau, altså præferenceutilitarismen. Den har nogle fyldestgørende svar og forklaringer, mens den aksiomatisk-deduktive libertarianisme har sine mangler. Men det er jo ikke noget nyt…