Har grundloven et forkert udgangspunkt?

I USA indledes forfatningen af noget i retning af “vi folket, for at skabe en mere perfekt union, sikre retfærdigheden, indre fred, et fælles forsvar, fremme generel velvære osv. osv. fastsætter herved en forfatningen for Amerikas Forenede Stater.”

En smukt liberalistisk udgangspunkt med folket og retfærdigheden i centrum. SÃ¥dan er det ikke i Danmark. Her til lands har vi valgt en oppefra-og-ned bestemmelsessystematik, hvor vi starter med at fastslÃ¥ at “magten” (hvad sÃ¥ end den er!) er afgrænset i tre retninger og derefter behandler kongen, regeringen, folketinget og domstolene. I USA er rækkefølgen i øvrigt lovgivningen, præsidenten, domstolene, delstaterne og sÃ¥ de borgerlige friheder.

Systematikken i Danmark kan selvfølgelig retfærdiggøres. Man skal jo starte ét sted og den ene opbygning er som sådan ligeså god som den anden. Men så alligevel.

Rent pædagogisk ligger der en vis fare i, at man forsøger at forstå vores statsorden på baggrund af forfatningens opbygning. Altså at regeringen, fordi den er nævnt før folketinget, er mere vigtig. For det er jo netop ikke tilfældet.

Så vidt jeg ved selvsyn har kunnet konstatere udlægger den gængse forfatningsretlige litteratur vores statsorden netop med udgangspunkt i forfatningens opbygning. Ofte starter man med en gennemgang af den såkaldte tredeling af magten.

Det synes jeg er en forkert måde at gøre det på. I en pædagogisk gennemgang af forfatningen burde man starte med lovgivningsmagten og dens suverænitet. Havde det ikke været for lovgivningsmagten ville vi jo ikke have legalitetsprincippet og uden legalitetsprincippet ville vi have en forvaltning, som hemmeligt kunne regere og regulere, ganske arbitrært.

SÃ¥ jeg synes, med andre ord, at det er trist, at nogle forfattere og undervisere glemmer hvor magten kommer fra: Folket.

Det er hvad jeg mener om den sag.

God morgen!