Fred Thompson siger, helt korrekt, at et lands forfatning (her USAs) ikke er et “levende og åndenden dokument”, som skal udvandens, ændres og ligegyldiggøres, af politiserende og aktivistiske dommere:
I do not believe the Constitution is a living, breathing document. I am committed to appointing strict constructionist judges to the bench if I am elected President, strict constructionists who believe the Constitution has a fixed meaning that can be applied to cases that come before the courts today. They do NOT believe the Constitution is a “living, breathing document,” whose meaning, constantly changing with the sifting sands of our culture, can be determined and applied by unelected judges
Enig!
19. januar 2008 kl. 20:55 |
Er det ikke dig der har lidt Ron Paul sympati? gys.
Men enig i Fred T. er den rigtige, men ellers er det Rudy.
21. januar 2008 kl. 09:05 |
Men med hvilken ret gælder forfatningen, Nikolaj? Har beboerne i et land tilsluttet sig den ved aftale? Det har de jo ikke, så hvorfor skulle den være særligt legitim?
21. januar 2008 kl. 13:44 |
@ Daniel: Nu ikke den der nonsens-argumentation. Jeg har jo heller ikke været med til at vedtage tronfølgeloven, men alligevel har vi en dronning… og hvorfor skal jeg overholde færdselsloven når jeg ikke har været med til at vedtage den…
Det er jo noget forbandet vås at kræve, at man hver eneste dag skal stemme om en grundlov for at sikre, at den altid er i overenstemmelse med hvad befolkningen mener på et givet tidspunkt. Ikke nok med at hele tanken bør fornærme ens intelligens, men derudover er den jo netop udtryk for det farlige ved, at lade dagens dramatiske nyheder være bestemmende for, hvordan vi mener samfundet skal være.
I det amerikanske eksempel ser man f.eks., hvordan domstolene rent autokratisk og stille og roligt tilsidesætter den lovgivende magt (og dermed demokratiet), når den går ind og fortolker udvidet eller dynamisk.
Man siger man læser hvad der står mellem linjerne, men det passer ikke. Man læser det man gerne vil have der skulle have stået. Hvis forfatningsgiverne havde ment der skulle have stået noget mere, så havde de også skrevet det. Længere er den simpelthen ikke.
21. januar 2008 kl. 15:58 |
Det er da bestemt ikke noget nonsens, hvis man er liberalist. Du kalder det nonsens, men du kommer ikke med et argument der forklarer hvorfor forfatningen er særligt legitim. Hvorfor rager det mig hvad forfatningsgiverne mente? Jeg har ikke tilsluttet mig det, så hvorledes kan jeg bindes af en aftale jeg ikke har indgået?
Du kan sige at det er jeg i praksis, og at det derfor er en fordel at forfatningen overholdes. Det er en pragmatisk holdning, og det kan vi godt blive enige om. Men at gøre det til noget ophøjet som er godt i sig selv og retfærdigt kan jeg ikke se at man kan slippe afsted med.
PS. Jeg kan heller ikke se hvorfor i al verden du skal betale til en dronning
22. januar 2008 kl. 01:57 |
Pointen er, at folkestyret har vedtaget lovene. Hvis man så ikke kan lide den lovgivningsproces man har, må man jo lave den om. En grundlovsændring er jo — trods alt — ikke det sværeste man kan lave.
Men når man nu engang, indenfor det her landområde, som nogle mennesker engang mente skulle hedde Danmark, har valgt at ordne nogle almene problemstillinger i en folkestyremodel, der indgår i et magtdistributionssystem efter engelsk og fransk inspiration, må man også umiddelbart acceptere den model der er og agere i forhold til den.
Bevares, rigtigt meget kunne og burde laves om for at sikrer den individuelle frihed på bekostning af det i disse tider altomfattende kollektiv. Men det skal altså ske så processen er forudberegnelig.
Hvis man fra den ene dag til den anden kunne lave om på dette og hint, ville vi sikkert få et “vidunderligt” direkte og aktivt demokrati, der kunne udføre sine idealistiske projekter og koncepter for at skabe en “bedre” verden. Total altruisme. Det kræver blot, at man giver afkald på forudberegneligheden.
Og det vil jeg ikke.
Fri mig for idealismen. Lad os være realistiske i stedet. Når man vælger at leve i et samfund, hvor man har givet noget af sin frihed til almenvældets forvaltning, må man også med rette kunne kræve, at almenvældets handlinger sker ude i det åbne, så alle kan se det og indrette sig på det – også før hammerne falder.
Med andre ord har jeg ikke så stor tillid til hverken staten eller de folkevalgte, at jeg vil overlade den og dem magt over mit liv og min skæbne. Og slet ikke, hvis jeg ikke ved hvad morgen dagen bringer fra deres side.
25. januar 2008 kl. 08:57 |
Det du siger er at ideer ikke er noget værd. Nuvel, der adskiller du dig så fra dine liberalistiske forbilleder, men til gengæld har du meget til fælles med Anders Fogh. Han er også praktisk anlagt, og du kan jo se hvor det har ført hen.
25. januar 2008 kl. 15:43 |
Ideer og ideologi er noget nær modsætninger, men det er lige meget.
25. januar 2008 kl. 16:26 |
@ Daniel: Min indgangsvinkel er ikke så meget rettighedsbaserede (Rothbard m.fl.), som de er influeret af det, som nogen kalder den konsekventialistiske indgangsvinkel, man finder hos Hayek, der er mit helt store forebillede… til trods for, at Rothbard nok ville mene, at han var en værre, utilitær socialdemokrat (hvilket han selvfølgelig ikke var)
For nu at bruge ordet: Jeg synes der er lidt for meget propelhat over den rene, libertarianske (ejendomsrets)idealisme. Ideerne er fine nok, rationelle som de er, men de skal også være realistiske og realisérbare. Og jeg mener historien har vist os, at man kommer længst med den fremgangsmåde jeg favoriserer.