K-folketingskandidaten Karsten Skawbo-Jensen skrev fra et par dage siden en klumme i 180grader.dk om “den konservative fare”; eller den sunde liberale skepticisme overfor borgerlige, der rent faktisk er socialister. Selvom formÃ¥let vistnok var at modbevise os ærkeliberales frygt overfor den rene, holdningsløse pragmatisme, føler jeg mig ikke overbevist.
Skal man karikere konservatismen lidt, er der tale om et “idegrundlag” (for en ideologi er det jo ikke, siger de), hvor abonnenterne i en nok lidt for stor udstrækning ikke ved, om de selv er liberale eller socialister. Man er enten det ene eller det andet.
NÃ¥r man sÃ¥ alligevel forsøger at vælge denne “gyldne middelvej”, mÃ¥ det jo være fordi, at man mener der er nogle fordele ved den, som man ikke har ved at melde rent ud. Som jeg ser det, ender man som oftest ud med at blive en holdningsmæssig flip-flopper. Det er evigt nemt at sige, at børnefamilierne skal have mere frihed til at bestemme over deres eget liv og at de derfor skal have skattelettelser. Men nÃ¥r man sÃ¥ pÃ¥ samme tid begrænser friheden pÃ¥ justits/overvÃ¥gningsomrÃ¥det, ender man ud med et resultat der gÃ¥r i nul.
Ingen frihed vundet, ingen frihed tabt. Den er bare blevet omfordelt.
OPDATERING: Econstudentlog har en glimrende kritik af selve klummen på sin blog. Lige et citat herfra, som jeg er 2000 % enig i:
Når man afvejer, hvor grænsen mellem stat og samfund skal gå, hvad staten skal og ikke skal foretage sig, så hedder det altså ikke ‘konservative overvejelser’. Det hedder ikke ‘en konservativ afvejning’. Det hedder ideologi. I-D-E-O-L-O-G-I. Det er ideologiske overvejelser man gør sig, når man forholder sig til det spørgsmål.
20. december 2007 kl. 22:53 |
Jeg kan kun være enig i din kritik af det konservative folkeparti, når det gælder deres rygrad ift. at begrænse de offentlige udgifter. Vores konservative kulturminister har f.eks. ikke evnet at reducere kulturministeriets udgifter og skære de værste radikale og socialdemokratiske skæverter fra, selvom kunstnerne hårdnakket påstår det modsatte.
En rigtig konservativ vil i øvrigt aldrig i nævneværdigt omfang gå ind for, at staten skal omfordele mellem rig og fattig.
Så rent omfordelingsmæssigt ser jeg ikke den store forskel mellem konservatisme og liberalisme. Det skulle da lige være, at en konservativ nok ikke kan gå ind for en 100% fri løndannelse, hvis dette medfører, at lønmodtagere får en løn, der ikke står i rimeligt modforhold til det arbejde, de udfører.
Der hvor jeg ser den største forskel mellem liberalisme og konservatisme, er i holdningen til værdiladede emner som f.eks. ægteskabelige forhold. Her kan en konservativ godt have holdninger til fri abort eller hvor mange medlemmer der kan være i et ægteskab, mens en liberalist vil være bundet af den liberalistiske dogmatik og dermed tillade alle mulige og umulige ægteskabelige konstellationer, da vedkommende jo går ind for individets frie valg i alle forhold. I disse spørgsmål kommer liberalister derfor let til at stå side om side med de allermest venstrerabiate.
Mao. er der mere “borgerlig konsistens” og moderation hos en ægte konservativ end hos en liberalist.
20. december 2007 kl. 23:51 |
Dikotomien – socialist/liberal; frihedshader/frihedselsker er sÃ¥ misvisende, som den er typisk liberal. Jeg talte en gang med en, der pÃ¥stod, der kun fandtes ekspropriation og ejendom. Det er mÃ¥ske stærkt retorisk – men det gÃ¥r aldrig videre fra retorikken over i virkeligheden.
Liberale og socialister deler jo i høj grad en fælles dagsorden – en fælles radikalisme – som søger menneskets befrielse fra det sociale, hvad enten det truende sociale opfattes som udbyttende handelsrelationer, slægtskabet, religiøse fællesskab, troskabsforhold til en leder eller en endda, arv – fysisk og økonomisk – man ikke selv har valgt eller gjort.
Tag den fælles ukonservative politik til homoseksuel adoption og kunstig befrugtning til lesbiske. Her stÃ¥r biologien i vejen for menneskets frie valg og overtrumfes ad politikkens vej og den eneste nævnværdige forskelle mellem alle radikale – socialister, liberale, socialliberale – er hvorvidt pengene til projektet skal findes pÃ¥ Børsen eller Borgen.
Konservatisme er ikke en “mellemting” – det er jo blot moderation. Det er ikke et spørgsmÃ¥l om grad, men et spørgsmÃ¥l om art. Et konservativt samfundssyn er simpelthen anderledes en det liberale og det røde og det motiverer forskellig politik.
At de liberale kun er halvt enige med os betyder ikke, at vi kun halvt står for frihed. Mm. man altså har befriet sig fra selvkritik. Det bliver vel det næste
21. december 2007 kl. 00:09 |
@ Henrik: Jeg er simpelthen lodret uenig med dig i, at konservative har en mere konsistent linje end liberale. Tværtimod! Konservative ved man jo ret beset ikke hvor man har, hvis man det ene øjeblik har talt om homo-adoptioner og dernæst privatbilisme. På det ene område ved kollektivet hvad der er bedst; det andet individet. Det holder jo ikke.
@ Erik: Når man agerer i et system, hvor frihed sættes overfor ufrihed, socialist overfor liberalist, må man også tage konsekvensen og vælge en side. Det tør konservative ikke og det er derfor, at man evigt og altid ender med disse absurde påstande om, at man som konservativ forsager ideologien til fordel for et anderledes samfundssyn.
21. december 2007 kl. 12:12 |
Erik Winther Paisley skriver: “Liberale og socialister deler jo i høj grad en fælles dagsorden – en fælles radikalisme – som søger menneskets befrielse fra det sociale, hvad enten det truende sociale opfattes som udbyttende handelsrelationer, slægtskabet, religiøse fællesskab, troskabsforhold til en leder eller en endda, arv – fysisk og økonomisk – man ikke selv har valgt eller gjort.”
Sludder og vrøvl! Hvor har du det fra? Er det den slags pjattede idéer, man bliver nødt til at opretholde for at bilde sig selv ind, at man som konservativ er politisk Ã¥h sÃ¥ forskellig fra liberale? Nej, I er ikke – Burke var politisk liberal! Politisk konservatisme eksisterer, men kulturel konservatisme gør. Jeg er det selv.
21. december 2007 kl. 12:21 |
Politisk konservatisme eksisterer IKKE, skulle der stå.
21. december 2007 kl. 13:25 |
@ Ole: So true.
21. december 2007 kl. 22:12 |
@ Nikolaj
Selvom det ud fra en streng liberalistisk tilgang måske godt kan være svært at se en sammenhæng i konservatives tilgang til samfundsmæssige spørgsmål, er der nu alligevel en vis logik og sammenhæng i det konservative samfundssyn.
NÃ¥r jeg mener, at konservative har mere “borgerlig konsistens”, er det vigtigt at skelne mellem værdiladede emner som familie, ægteskab, nation, historie eller det man i gamle dage kaldte Gud, konge og fædreland samt andre samfundsmæssige forhold.
Disse førnævnte værdier er ikke rationelle ud fra et “frihedsfundamentalistisk” synspunkt, men de er bærende institutioner i samfundet, og derfor skal der ikke gives køb pÃ¥ dem.
Selv har jeg hørt amerikanske”libertarians” gÃ¥ ind for et stærkt militært forsvar. En sÃ¥dan holdning burde ikke være rimelig ud fra en streng liberalistisk dogmatik, da et stærkt militært forsvar jo i et eller andet omfang indskrænker borgernes handlefrihed (enten gennem højere skatter eller værnepligt). Alligevel mÃ¥ ogsÃ¥ hardcore liberalister sande, at der er visse samfundsinstitutioner, som er sÃ¥ fundamentalt vigtige, at vi ikke kommer uden om dem.
22. december 2007 kl. 09:52 |
@Henrik
Liberalister er ikke imod institutioner, de er bare imod at man er tvunget til at betale til dem. De libertarians du hentyder til er bare ikke liberale nok, og derfor nok ikke sÃ¥ “hardcore” som du tror. Personligt gÃ¥r jeg ikke ind for et nationalt forsvar der er skatteyderbetalt. Ja, jeg gÃ¥r ikke engang ind for en nation.
@Erik Winther Paisley
Man kan sige at både socialister og liberale sigter efter optimal frihed, omend de definerer dem lidt forskelligt. Hvad der er vigtigere er at hvor liberale mener at den enkelte skal frigøre sig kollektivet, så mener socialister (meget paradoksalt) at den største individuelle frihed opnåes ved at underlægge sig kollektivet. Den samme myretue-mentalitet finder man hos konservative og det er da også fra den kant at socialisterne har deres reguleringstrang og kollektivisme.