Regeringen Fogh Rasmussen III er blevet offentliggjort og jeg kan da umuligt være den eneste der sidder tilbage med en følelse af, at der er et eller andet helt galt…. For hvorfor i alverden er Birthe Rønn Hornbech dog ikke blevet H.M.s Minister for Justitsen?
Kirke- og integrationsminister… come on. Det kan altså gøres bedre - som jeg vistnok selv lige antydede.
Lene Espersen har på sine – nu – mange år på posten vist, at man som borgerlig åbenbart også kan lukke øjnene for visse aspekter/clicheér, af det institionaliserede retfærdighedssystem; clicheér, der — alt til trods — har en ikke ubetydelig rolle i hvad jeg selv vil kalde en basal, borgerlig retsstat. I flæng tænker jeg bl.a. på agentreglerne og forsvarsinstituttets begrænsede indsigt… skyldig til det modsatte er bevist… ja, ja… bare ikke hvis du er beskyld for at ville sprænge en boligblok i luften.
Anyhow: Lene har selvfølgelig fået stablet en nødvendig reform af både politi- og retsvæsen på benen, men jeg ved positivt, at jeg ikke er den eneste borgerlige, der nyder at omtale hende “justitsmor(d)”. Så kan man så mene hvad man vil om det, men selv synes jeg ikke, at det er en flaterende betegnelse for en borgerlig justitsminister.
Alt andet lige får det mig igen til at bringe tanken om privatiseret retfærdighed på banen. For hvorfor er det sådan en forbudt tanke? Man bliver jo ligefrem kategoriseret i samme kofyfære gruppe som de pædofile når man stanhafdigt fremfører, at man nok burde — om ikke andet, så ved forsøg til at starte med — prøve sig med private domstole. Bevares; de findes jo allerede i form af voldgiftsinstituttet.
Okay okay… udadtil er der måske noget “banebrydende” eller “kontroversielt” med ideen. Men det til trods ændrer det jo ikke på, at vi i det mindste kunne prøve — om det så var i det små til at starte med.
24. november 2007 kl. 18:35 |
Det giver jo slet ingen mening. Du kan ikke privatisere en statsmagt, det er selvmodsigende.
24. november 2007 kl. 19:57 |
Simon, nogle gange har jeg altså meget svært ved at forstå hvordan du tænker. Her indtænker du f.eks. en selvmodsigelse, der slet ikke eksisterer.
25. november 2007 kl. 09:10 |
Simon,
retsystemet kan godt privatiseres da det ikke nødvendigvis behøves at varetages af staten. Det kan man så mene er en god eller en dårlig ide, men der i hvert fald ingen modsigelse i det.
26. november 2007 kl. 14:56 |
Det kan godt være det bare er mig der mener at retssystemet er en så grundlæggende del af staten at det rent faktisk er nødvendigt at det varetages af netop staten.
Der er visse ting der ikke kan (ikke bør?) privatiseres. Ordensmagten, militæret og de tre statsmagter mener jeg er indlysende eksempler herpå.
26. november 2007 kl. 22:11 |
Du får det til at lyde som en naturlov når du siger at det er “indlysende”. Sagen er at sikkerhed/beskyttelse kan varetages af en selv, af staten eller af tredjepart. Der er ingen særlig grund til at betalingen for disse partout skal foregå via skattebilletten. Det er IMO meget svært at argumentere for at dette er en særlig vare der adskiller sig fra alle andre.
Endvidere er der alle de problemer med at Politi og Forsvar jo netop ikke beskytter en når de lever af stjålne midler. Det er jo et paradoks. Man kan også risikere at de indkalder en under trussel om vold eller at de anholder en for f.eks. narkoforbrydelser, rufferi, prostitution, overtrædelse af racismeparagraffen eller andre offerløse forbrydelser. Det er ikke ligefrem beskyttelse hvis du spørger mig.
Dertil kommer at beskyttelse ikke er en givet størrelse, og det er fuldstændig absurd at jeg f.eks. skal betale for beskyttelse af Politi og noget så latterligt som den danske hær (der vist mest har travlt med at lege soldater og røvere i udlandet), hvis jeg selv mener at jeg selv kunne beskytte mig bedre eller at jeg kunne hyre et firma til at gøre det for en lavere pris eller med en bedre service.
Hvis man er tilhænger af at staten skal tage vare på den slags, så må man se i øjnene at det man gør er at påtvinge alle andre sine præferencer. Det er nemlig ikke andet end en personlig præference. Der er ikke den store forskel på at mene at dette bedst varetages af staten og så på at hospitaler, brobygning, børnehaver, skoler, osv. skal varetages af samme. Det er fordi man har en subjektiv forestilling om at det er bedst, men er man liberal så bør man vide at den slags beslutninger kun kan tages for en selv, ikke for andre.
26. november 2007 kl. 22:35 |
Definitionen på en stat er så vidt jeg kan se at den udøver magtmonopolet.
Deri ligger den meget markante forskel på at lade staten varetage hæren og hospitaler. Hospitaler er en service som staten sørger for i Danmark. Hæren er en forudsætning for at du overhovedet kan tale om en stat i første omgang.
Når du siger at private skal tage sig af domstole og af hæren så har du jo afskaffet staten. Domstolene er en del af statens eksistensberettigelse. Dem der varetager hæren og retshåndhævelsen er, pr. definition, staten. Og retten er en forudsætning for retshåndhævelsen. Staten kan udlicitere en del af det praktiske arbejde, men den kan aldrig udlicitere sig selv.
27. november 2007 kl. 07:54 |
Og hvad så? At det afskaffer staten er ikke et argument i sig selv, med mindre man har sentimentale grunde til at holde fast i sådan en.
27. november 2007 kl. 12:04 |
Ëller rent praktiske. Tanken om et anarkistisk samfund appellerer ikke synderligt til mig.
27. november 2007 kl. 14:22 |
Det kan du godt sige, men det er så bare ikke et fornuftsbaseret argument. Det er jo følelsesbaseret. Du må anskueliggøre hvorfor kun staten kan beskytte dig og også hvorfor det retfærdiggør at du støtter statens ret til at tvinge andre til at gøre det samme. Hvorfor skal lige præcis dine præferencer være de der gælder for alle?
27. november 2007 kl. 20:56 |
“Et anarkistisk samfund” – hmm… a contradiction in terms if I may say so
@ Daniel B: Jeps! Du har fat i det helt rigtige med din sidste sætning dér: Hvorfor skal andres præferencer være gældende for en selv. Man kan selvfølgelig bruge ord som “demokrati” osv., men hvad nu, hvis flertalles mening rationelt set er den ukorrekte – eller hvad, hvis den bare ikke passer på en selv. Skal man så tvinges – og hvis ja, i hvor stor en grad skal man lade sig tvinge?
Hvis man vi have et samfund — og det vil jeg nu gerne — så må løsningen i min optik være den såkalte “minimalstat”; altså en statsordning, hvor der er juridisk forudberegnelighed for borgeren, hvor staten kun blander sig i de netop forudberegnelige situationer, og hvor man kun tvinges til at leve efter andre menneskers moralske valg, i få, basale tilfælde. Med andre ord, et samfund, hvor statens tvang og indgreb i friheden er begrænset til tilfælde, hvor den tvungne har forsøgt at udøve tvang overfor andre.
Det er hvad Hayek mener; og jeg kan kun være 110 pct. enig.
Noget af det bedste ved denne minimumsløsning er tilmed, at man slipper for at skulle tilpasse sig andre menneskers idealier og idealisme, som — i sagens (og ministatens) natur — slet ikke får plads i forhold til den benhårde realisme.
27. november 2007 kl. 22:39 |
Vi har da et samfund ligegyldigt hvad. Det er vel bare en benævnelse for de mennesker og handlinger der findes omkring os. Staten er ikke det samme som samfundet.
Hvad angår en minimalstat så er det jo bedre end en stor en af slagsen, men jeg ville nu gerne have muligheden for at melde mig ud af en sådan også.
28. november 2007 kl. 02:48 |
Nikolaj, jeg kan for så vidt godt se dit argument for liberalismen selvom jeg ikke selv bryder mig om tanken. Men jeg kan ikke se hvordan du får et privat retsvæsen til at passe ind i den ligning. Retshåndhævelse er efter min opfattelse, og så vidt jeg kan se også efter din, en af de centrale, hvis ikke DEN centrale, opgave for minimalstaten.
Daniel, det du beskriver er jo anarkisme, en ideologi jeg aldrig har haft det store tilovers for. Jeg betragter det som en drøm der aldrig vil kunne fungere i praksis, selv kommunismen er mere jordnær og realistisk.
28. november 2007 kl. 09:48 |
Ikke desto mindre eksisterer der lande med flere forskellige parallele lovsystemer i dag, og det har der også været i DK. Universitetet og de hollandske amagerbønder havde deres egne love. Polycentrisk lov har fungeret mange steder som f.eks. Island, Irland, osv. At du ikke er bekendt med disse ting kan jeg jo ikke gøre for. I modsætning til dig er jeg ikke så skråsikker. Måske kan det ikke fungere som jeg ønsker det i længden. Hvem ved? Men personligt synes jeg det er værd at forsøge. Der er intet der afholder dig fra at leve videre i socialstaten og betale 60% i skat, hvis du f.eks. støtter individets ret til at løsrive sig fra staten.
Endvidere har du ikke svaret på nogle af de indvendinger jeg er kommet med til dine argumenter. Især vil jeg gerne vide hvorfor alle andre skal underlægges dine præferencer?
29. november 2007 kl. 01:51 |
Der er forholdsvist langt fra polycentrisk lov til fraværet af retshåndhævelse. Jeg kan slet ikke se hvad de to ting har med hinanden at gøre. Det eneste eksempel på ikke-statslig retshåndhævelse større omfang jeg umiddelbart kan komme i tanke om er mafiaorganisationer, og dem betragter jeg ikke som et særligt hensigtsmæssigt alternativ til vores system.
Du vil gerne vide hvorfor alle andre skal underlægges mine præferencer? Det skal de fordi mine præferencer forudsætter at alle er underlagt dem. Jeg kan ikke have min ejendomsret hvis den kun gælder over for halvdelen af befolkningen, mens den anden halvdel kan tage hvad de vil fra mig.
Måske har du ret. Måske kan det fungere. Måske holder folk op med at stjæle det øjeblik der ikke længere er nogen til at straffe dem for det. Men jeg tror bare ikke på det.
30. november 2007 kl. 18:24 |
Hvem snakker om fravær af retshåndhævelse? Jeg troede vi talte om hvorvidt kun en stat kunne klare den slags. Jeg har allerede nævnt flere eksempler på ret uden stat, så det er lidt mærkeligt at du kun tænker mafia.
Det fremgik TYDELIGT af det jeg har skrevet ovenfor. Der er ingen grund til at ty til stråmandsargumenter
Endvidere er dit argument for at ville underlægge alle dine præferencer uholdbart. Der er ingen der siger at du ikke kan forsvare dig mod andre mennesker. Mit spørgsmål går udelukkende på hvorfor andre mennesker skal tvinges til at finansiere staten bare fordi det er din foretrukne måde at opretholde lov og orden på? Hvorfor må de ikke betale andre for den service eller klare den selv? Hvad du gør er jo dit valg, men hvorfor inddrage andre i det valg? Du tvinger jo heller ikke andre mennesker til at betale for dine varer nede i Brugsen, vel?
1. december 2007 kl. 03:30 |
Ok. Vi modificerer. Der har ikke været nogle eksempler på EFFEKTIVE retssystemer uden at de var støttet af staten. De retter du nævner har enten fungeret på baggrund af at folk adlød dem af sig selv, på at de har været støttet af staten i sidste ende eller også har de slet ikke fungeret tilfredsstillende.
Jeg kan slet ikke se hvordan du kan betragte de gamle samfund med sideordnede retssystemer som en god ting. Retssikkerheden var helt ad helvede til og forudberegneligheden når der var flere kompetente retter var selv sagt en dårlig spøg.
Og med hensyn til at ingen siger at jeg ikke kan forsvare mig mod andre mennesker. Jo, jeg gør. Jeg er ikke så vanvittigt stærk, og så sej er jeg heller ikke til at bruge skydevåben. Tanken om at jeg skulle hyre lejesoldater for at beskytte min ejendom leder ikke ligefrem mine tanker mod utopia.
1. december 2007 kl. 12:28 |
De eksempler jeg nævner har fungeret i hundredevis af år. Hvad i al verden taler du om? Det var retssystemer uden stat, og nej, man skulle ikke “adlyde dem af sig selv” mere end man skal med alle mulige andre retssystemer. Jeg kan se at du aldrig har læst om den slags på den måde du argumenterer, fordi du bare slutter nogle ting som om de var selvfølgeligheder.
Du taler om at de ikke har fungeret “effektivt”, mens du samtidig hylder staten som forsvarer af rettigheder. Men hvem er det der stjæler fra mig? Er det ikke staten der med retssystemet i baghånden tager min indkomst? Er det ikke dem der straffer mig for offerløse forbrydelser, skulle jeg have lyst til at begå en sådan?
Hvordan kan du kalde det for effektivt?
Dit sidste argument er altså: at fordi DU ikke er stærk, så har du ret til at underlægge dig andre mennesker for at tilfredsstille dine behov. Fint nok. Jeg har ikke råd til en yacht, er det så i orden at jeg går ned på gaden og røver folk for at få råd til den?
Der ingen forskel på mit argument og dit. I begge situationer er det præcis det samme: A vil have en økonomisk vare (der er ingen forskel på varen “sikkerhed” og varen “en yacht” – hvis du mener det, så kan du i hvert fald forklare noget som ingen økonomer har kunnet gøre før dig), men har ikke råd til det. Derfor røver A B for at have midler nok til at betale for den var som A ønsker.
Jeg er personligt stærk modstander af røveri og tilhænger af den private ejendomsret. Du argumenterer lige nu imod den private ejendomsret. Enten er det ikke gået op for dig, eller også er du bare modstander af den.
2. december 2007 kl. 23:00 |
Nu er du nødt til at forklare mig hvad begrebet privat ejendomsret indebærer for dig. For jeg kan simpelthen ikke se hvordan du på den ene side påberåber dig den, og på den anden side afviser at den skal kunne håndhæves af en person der ikke selv er i stand til at håndhæve den med magt.
Hvis den eneste måde du kan få dine rettigheder håndhævet er med den magt du selv besidder så giver det ikke mening at kalde dem for rettigheder.
Og med hensyn til de private retter du nævner. Jeg kan stadig ikke se hvordan de, uanset hvordan de har fungeret, kan opfylde dit krav om retshåndhævelse uden at påtvinge andre deres retsopfattelse og uden at bygge på frivillig efterlevelse. Det er simpelthen sort snak for mig.