Helle Thorning og mediernes folkeskolementalitet

Rød Stue tabte valget mens Blå vandt. Det er synligt for enhver der har evner til at tælle — og dog. For af en eller anden grund, tabte Rød Stue vistnok ikke valget alligevel. Ihvertfald hvis man skal følge den mentalitet, der har ligget bag et utal af politiske kommentarer, avisartikler og nyhedsindslag i tiden efter valget.

“Thorning førte en god valgkamp”
“SF er styrket”
“Regeringens flertal er mere spinkelt”
“Hun kæmpede bravt”

Ja, goddaw mand økseskaft, men hvad ialverden sker der lige for den danske presse m.fl.?!?

Blå Stue vandt; Rød Stue tabte.
Fogh er en vinder; Helle er en taber.
VKO førte en god valgkamp; EL, SF, S og R førte en dårlig valgkamp.

Længere kan den umuligt, rationelt set, være.

Men alligevel slipper f.eks. Helle Thorning godt fra både et historisk valgnederlag og en — igen: pr. definition — elendig valgkamp. For i Danmark må den ene åbenbart ikke være bedre end den anden. Et nederlag er ikke et nederlag, men bare en uheldighed, der intet har med formåen og evner i øvrigt at gøre. Sådan opfatter jeg ihvertfald den “røde tråd” (he he), der i øjeblikket går gennem dansk presse.

Og der er jo tale om en mentalitet, der stemmer så meget overens med den Ritt’ske folkeskolementalitet, hvor ingen må være mere end den anden. Hvor den individuelle indsats overskygges af en fællesskabets overherredømme, der træder det unikke under fode, siger fy-fy-skamme til den gode og belønner den middelmådige.

Jeg kan ikke begribe hvordan den her stat skal overleve, hvis det at vinde er blevet en dårlig ting.