Ja, ihvertfald nÃ¥r det kommer til tamil-sagen, der i Søren Krarups bog I min Levetid kaldes “en offentlig paranoia, et hæsblæsende mediedrama, en ensrettet, fanatiseret opinions jagt pÃ¥ spøgelser og onde, onde mænd.”
Beskrivelsen er i sig selv korrekt, men det stopper ikke der. For — i modsætning til de fleste andre, nÃ¥r de taler om tamil-sagen — forklarer Krarup ogsÃ¥, hvorfor han bl.a. er meget betænkelig ved hele forløbet op til sagen; en betænkelighed jeg deler:
Tamil-sagen havde med tamilerne og deres sÃ¥kaldte retskrav pÃ¥ familiesammenføring at gøre. Og sÃ¥ledes var den en frugt af udlændingeloven af 1983, hvor Hans Gammeltoft-Hansens ideologiske jura og hele humanistiske ideologi havde fejret triumfer i sin fatale sammenblanding af begreberne ret og behov – bl.a. udtrykt i hans programmatiske sætning: Det bør være en fundamental ret for mennesker at have et blivende opholdssted og at nyde opholdslandets beskyttelse. Men hvor behovet gøres til en ret, er man ude i abstraktionernes sump eller i den abstrakte meningsløshed, hvilket er ensbetydende med foragt for den virkelighed, der skal lægge krop til idealismen.
Betænkeligheden ligger i, at den radikale jurist, professor og senere ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, havde ageret lobbyist for sit eget udlændingelovforslag og samlet et folketingsflertal bag det sÃ¥ledes, at den borgerlige regerings eget forslag ikke kunne vedtages. Cirka 7 Ã¥r efter sidder selvsamme Gammeltoft-Hansen som ombudsmand og skal berette, om regeringen nu har overholdt den ideologi og de bagtanker der ligger bag hans “egen” lov.
Selvom mange har skrevet meget om, at Ombudsmanden ikke var inhabil i sagen er det jo himmelråbende forkert, og politisk uacceptabelt, at ombudsmanden ikke overlod sagen til en anden.
Bogen er — i sin helhed — ikke det bedste jeg har læse i det seneste Ã¥rs tid, men kapitlerne om dansk politik i 1980′erne er vidunderlige og meningsfulde. Det er dejligt endelig at læse noget som dette, hvor forfatteren ikke forsøger at pakke sine pÃ¥stande og argumenter ind.
For lige at afslutte det hele med endnu et citat — der leder mine tanker hen pÃ¥ Mikael Jalvings Magt og Ret – Et opgør med Godheden. Efter en kort gennemgang af idealismen bag udlændingeloven skriver han om pressen:
Og som det afgørende: En presse, der var så indoktrineret i denne abstrakte ideologis tankegang, at den kn tænkte i modsætningen godt og ondt og i godhedens navn drev heksejagt på onde.
