Mere om det offentlige og hvorfor minimalstaten er bedre end ingen ting

Efter at have læst en kommentar til mit forrige indlæg, der bl.a. indeholdte en ikke-udtømmende liste over ting jeg mener ikke burde eller burde være statens opgave i forhold til i dag, kom jeg til at skrive et så langt svar, at det egentlig bedre egnede sig til et selvstændigt indlæg.

Og mit svar tog/tager udgangspunkt i Snyborgs sætning:

“Men mÃ¥ske er du ved at blive voksen?”

Om det har sÃ¥ meget med at blive voksen eller ej ved jeg nu ikke. Men jeg har været — ganskevist indenfor et snævert felt — lidt omkring i det ideologiske landskab her i den akademiske sommerferie og er bare gang pÃ¥ gang blevet bekræftet i, at jeg ikke hører til dem der mener, at staten skal afskaffes, men at den skal holdes pÃ¥ et minimalt niveau.

For at dvæle lidt ved netop dét emne vil jeg sige det på den måde, at jeg mener at ens holdning til statens størrelse i høj grad er et moralsk valg og ikke så meget et pragmatisk/politik. Statens fornemmeste opgave er så simpel som den at sikre, at ingen mennesker tvinges til noget de ikke vil. Den er ikke at skabe større økonomisk lighed, allerede fordi at der ikke er en logisk sammenhæng mellem økonomisk lighed og frihed for tvang (selvom nogle måtte mene det).

Her ville nogen så stoppe op og sige fint: Så behøver vi ingen stat, eftesom staten i sig selv er et tvangsfællesskab osv. osv. Og det er selvfølgelig også rigtigt, at alle verdens stater er opstået som følge af at en eller anden høvding i tidernes morgen besluttede sig for at slå en nabohøvding ihjel og tage hans land og folk. Men historie er nu engang historie og et foretagende der går ud på at rive et samfunds pæle ned for at opbygge en utopi er et for idealistisk projekt for min egen smag.

Og det er mÃ¥ske netop ved idealismen at vandene mellem “anarko-kapitalisterne” og “libertarianerne” skilles? Det er ihvertfald sÃ¥dan jeg selv opfatter den væsentligste forskel: For mig at se er den første gruppe fortalere for en kompromisløs idealisme, hvorimod den sidste — mÃ¥ske uvildigt inspireret af den sÃ¥kaldte “konservatisme” (hvad sÃ¥ end dét er for noget) — er noget mere realistiske; og sÃ¥ kan det iøvrigt godt være (og det er jo tilfældet) at der er et meget stort sammenfald mellem begge lejres løsninger, eller i al fald deres virkninger.

Skal man lave en borgerlig “samfundsomvæltning” mÃ¥ det ske fordi at alternativet er bedre i praksis; ikke bare fordi man ved hjælp af et eksempel med en strandet mand pÃ¥ en øde ø kan illustrere, hvorfor det ene er bedre end det andet. Førstnævnte metode virkede i 1980′ernes UK og USA og pÃ¥ visse omrÃ¥der i nutidens Danmark; sidstnævnte (idealisme) er med modsat fortegn ikke sÃ¥ forskellig fra den kompromisløse socialisme, der jo har været sÃ¥ skadelig.

Og sÃ¥ JA: Jeg har det fint med, at et samfund har et par “sociale” sikkerhedsmekanismer, som kan sættes i sving, nÃ¥r en person virkelig er pÃ¥ røven. Skulle vi man f.eks. afskaffe gældssaneringsinstituttet eller folks mulighed for at fÃ¥ en klap for øjet, hvis det falder ud? Nej, det synes jeg ikke. Og j eg ville ikke selv bryde mig om at leve i en by med stinkende og tyvagtige gadebørn i hver en gyde; sÃ¥ det synes jeg heller ikke andre skal bryde sig om.

Men hov Nikolaj! Nu tvinger du jo folk til at gøre noget de mÃ¥ske ikke har lyst til – og endnu værre, du mener at din moralske holdning er bedre end andres.

Ja, det gør jeg og det er jeg ked af. Men det er den “indbyggede fejl” et (lad os kalde det: ) kompromisvilligt libertariansk system, som det vi bl.a. finder hos Hayek, kan og skal have lov til at slippe af sted med.

For at et frit samfund kan realiseres mÃ¥ man, i min optik, overgive tvangsmonopolet til en stat, sÃ¥ledes at staten — med alle de begænsninger der skal ligge i tvangsudøvelsen — kan hindre tvang borgere imellem. NÃ¥r statens tvangsmuligheder er kendte, forudsigelige og begrænset til et minimum kan alle leve deres liv i fred og i lykkelig erindreing om, at staten ikke griber ind i dette og hint, men kun i de for hovedparten af os sjældne tilfælde, hvor andres frihed krænkes.

Når statens tvangsmuligheder (handlingsmuligheder vil nogle kalde dem) er baseret på kendte data, som folk kan handle i tillid til, bliver tvangen jo netop ikke en begrænsende faktor, udsted af de mange for de manges skyld, men et middel for den enkelte til at opnå sine egne mål.

Og skal man snakke sociale sikkerhedsmekanismer kan man jo starte med at konstatere, at ideen i sig selv ikke er socialdemokratisk men blot humanistisk-inspireret. Socialdemokratisk/socialistisk bliver den jo netop først når den indgår i et økonomisk udligningssystem som vi kender det fra her i landet; og de rigtige problemer for systemet selv opstår først når det er blevet så stort, at den enkelte borger ikke længere kan overskue det.

Et lille, forsinket indskud til uddybning: Jeg skulle nok have skrevet, at der jo selvfølgelig er en forskel på et velfærdssystem mål og midler.

Målet i det borgerlige system er midlertidig understøttelse til dem der ikke kan selv og midlet til at opnå det er så mildt indgribende i andres frihed som muligt.

Målet i det socialistiske system er indstiftelse af en økonomisk-materialistisk funderet lighed for alle og ikke kun dem der har brug for hjælp. Med andre ord har alle brug for hjælp. Eftersom målet helliger midlet er der en klar tendens til, at friheden fra tvang og retssikkerheden synker i baggrunden til fordel for hurtigere og mere generelle løsninger.

Indsat d. 29. august

Man kan så sige at hele dette system er baseret på en verbal fælde – hvilket der jo er folk der mener – man det rent idealistiske alternativ forekommer mig så meget værre.