Klip, klister og fæld en minister

Danmark har 18 ministerier og 19 ministre. Hvad skal vi dog med dem alle sammen? Havde de fungeret som hjælpende faktorer for borgere og erhvervsliv i deres hverdag, kunne antallet måske retfærdiggøres ad den vej; men hvad nu, når de ikke gør det?

• Hvorfor skal et universitet søge et ministerium om tilladelse til at oprette en uddannelse? Er det ikke universitetet, som bedst selv ved, om det har kompetencen og kvaliteten til det?
• Hvorfor skal det absolut være staten, der er bygningsforvalter for de danske domstole, politistationer, universitetsbygninger, slotte og parker?
• Hvorfor har man et Forskningspolitisk Råd? Giver det mening at have et råd under et (politisk) ministerium, som forsker i forskningspolitik? Og hvis det – mod forventning – giver mening, hvorfor er det så staten der forsker og ikke statens egne universiteter?
• Hvorfor har vi ”Fiskeriets Arbejdsmiljøråd”, et ”Kulturrådet for Børn” og et byggeforskningsinstitut? For slet ikke at glemme alle disse ligegyldige kunstråd og statslige fonde.

Prøv engang at tænke på medarbejderne! Hvem i deres sunde fornuft ville arbejde i et råd der forsker i forskningspolitik eller rådgiver om kultur for børn? Det må jo være mennesker, der ikke kan få arbejde andre steder.

WWTD; eller: What Would Thatcher Do?

De have et skub:

De skal fyres og arbejdspladserne nedlægges.

Men producere disse organer ikke noget nyttigt? Måske. Men det er egentlig himmelråbende ligegyldigt, allerede fordi, at man ikke på nogen måde kan forsvare disse bizarre konstruktioner?

Slots og Ejendomsstyrelsen er et godt eksempel: Her render der tjenestemænd rundt og planlægger udvidelser og vedligeholdelser af bl.a. Amalienborg Slot og de danske retsbygninger. Hvorfor er det ikke for længst privatiseret?

Når det kommer til selve ministerierne bliver historien ikke bedre. Videnskabsministeriet kan nedlægges uden at tænke videre over det; allerede fordi at det ikke har nogle vigtige funktioner under sig. Kirkeministeriet kan lukkes, medarbejderne fyres (også præsterne!) og området overføres til under Kulturministeriet, der i øvrigt selv kan blive til en styrelse under Indenrigsministeriet.

Økonomi- og Erhvervsministeriet skal bare lukkes med det samme; og økonomerne hér og i Finansministeriet skal på genskoling i Chicago. Og så skal de tvinges til at sige undskyld for, at de har ødelagt landet.

Familie- og Forbrugsministeriet skal ikke bare lukkes; det skal grundlovsfæstes, at man aldrig mere må have et ministerium, der skal statsliggøre familieenheden. Alle omkostninger ministeriet hidtil har haft skal bæres af Det Konservative Folkeparti.

Beskæftigelsesministeriet skal bare nedlægges, da det ikke giver mening at have et sådant ét, og samme skæbne kommer Landbrugsministeriet til at lide.

Socialministeriet vil jeg faktisk beholde! Men det skal slankes og dets eneste opgave skal være, at uddele kopier af Ayn Rands Atlas Shrugged til alle ”klienter” landet over. Så kan de lære det – og staten skal med glæde betale.

Væk med alt det ligegyldige og frem med det vigtige; mennesket frem for systemet.