Så er der igen storm omkring præsident Bush – men den her gang er det altså kritikerne, som er nogle tåber og ikke præsidenten. En dejlig forandring, ikke sandt?
I sidste uge var USA’s tidligere Surgeon General, det er ham der er regeringens “sundheds-zar”, på pinebænken i en af de normalt så kedelige kongres-høringer. Emnet var Bush-administrationens syn og praksis i det for nogen (de irrationelle) grå område mellem religion og videnskab.
“Anything that doesn’t fit into the political appointees’ ideological, theological or political agenda is often ignored, marginalized or simply buried“
Her er mit sprøgsmål: Hvis Richard Carmona var så utilfreds med sit job, hvorfor blev han så på posten i 3 år? Men mere om hykleriet om lidt.
For lad os lige kigge på Bush-administrationens position et øjeblik: Siden 2001 har Det Hvide Hus bevidst og med fuld overlæg anlagt en overbevisnings/ideologisk/teologisk linje i spørgsmål om alt fra stamcelle-forskning over evolution til krig og global opvarmning.
Man kan så mene, at en en teologisk-ideologisk linje er langt mere “farligere” (indsæt evt. et andet tillægsord i samme kategori) end den rene empirisme; personligt foretrækker jeg det empirisk-rationelle, frem fra teologiske rationaler. Men om man kan lide det eller ej, så er den egentlig ikke længere end, at der er tale om en politisk linje, som alle er bekendt med.
Hvis Carmona havde så mange problemer med at skulle være ansat i en politisk stilling(!), hvor han tilmed skulle udføre en stykke politisk arbejde(!!!), kunne/burde han jo simpelthen have sagt op eller takket nej til tilbudet. Det her er jo en no-brainer.
Men ak. Istedet vælger han at klandre ikke bare Bush-administrationen, men også dens ufatteligt mange vælgere, som jo rent faktisk mener, at regeringens linje er den bedste for Amerika og for moralen.
Carmona: her har du en tudekiks:
