Der har i det seneste stykke tid været en pÃ¥ overfalden fornøjelig (for iagttageren) debat om den Ã¥benbart sÃ¥ attrÃ¥værdige Vladimir Ilyich Ulyanov, blandt venner og beundre kaldet “Lenin”, over Jyllandspostens grÃ¥hvide spalter. En debat, der følger i kølvandet pÃ¥ historikeren Kristian Hvidts bog “Europa. 1000 Ã…rs Historie”, hvori den kære Lenin er ophøjet som en fremskridtets capo de tutti capi.
Ja, det kan ikke undre at bogen har fået en så hård modtagelse som den har. For tillad mig at jeg ikke bryder ud i Internationale, men dertil er jeg altså for godt historisk opdraget.
For Hvidt handler historieskrivning åbenbart ikke om troværdighed, men om formidling, hvilket i en didaktisk forstand sikkert er korrekt. Men han glemmer altså, at historieskrivning, ligesom andet akademisk arbejde, mere end noget andet handler om troværdighed. Når Hvidt derfor mener, at man sagtens kan undlade at nedfælde en eneste passus om Lenins mange menneskerettighedskrænkelser, går det til hans egen troværdighed. Det samme gælder de mange fantastiske konspirationsteorier om meningsterror m.v., som er fremkommet i Jyllandsposten.
Skåret ud i pap kunne man ganske berettiget spørge sig selv, hvad der egentlig adskiller Hvidt fra David Irving. Den ene undviger at kommentere massemord, mens den anden siger at de ikke har fundet sted. Når man skriver historiebøger, er dette så ikke det samme?
Jeg vil lade det være op til den enkelte at afgøre, men jeg ved godt hvad jeg selv synes.
Og ja: Det må være hårdt at være Hvidt i disse dage; for her i agurketiden har han godt nok ikke megen akademisk troværdighed tilbage.
Her kunne man så have begyndt at skrive endnu mere om kommunismens irrationelle økonomiske system og dets forfærdelige konsekvenser mod menneskeheden. Men det er ikke nødvendigt. For Hvidt er ganske god til at undergrave sig selv.
Lad os gætte på, at han har haft en rigtig dejlig sommer i år.
