Måske er det sommervarmen, der endelig er kommet, som har haft en efter min mening utilsigtet konsekvens for mine tankeprocesser. Eller måske er det bare den her forpulede bog, som jeg ikke kan få ud af hovedet.
Jeg tænker på Murray Rothbards The Ethics of Liberty, som er en del af min selfcoerced sommerferielæsning, og som jeg er blevet nødt til at læse endnu engang.
Genlæse, ikke fordi jeg ikke fik den første gang, men fordi jeg er sur på den:
- For hvad i alverden er egentlig Rothbards homesteading-princip? Er det en konsekvens af selvejerskabsaksiomet eller er det et helt selvstændigt aksiom? Så vidt jeg kan læse mig frem til, er spørgsmålet åbent og som læser ved man ikke, om det er fugl eller fisk.
- Og sÃ¥ er der problemet med alle de smÃ¥ “hjælperegler”, der fÃ¥r de to hovedaksiomer til at fungere forholdsvist gnidningsfrit.
- Rothbards kritik af F.A. Hayeks The Constitution of Liberty synes jeg også er alt for perfid; og jeg har normalt ikke noget imod perfide bemærkninger. Men når det går ud over en bog som jeg selv holder meget af, spiller min dobbeltmorale åbenbart ind. Hvis jeg må have lov til at ytre en lidt barnlig påstand, så synes jeg faktisk, at Hayeks (bredde) coercion-definition er langt mere rationelt forankret i den virkelige verden, end Rothbards 2-3 aksiomer; og i min samfundsforståelse har Hayek derfor fortsat en langt større autoritet.
- Derudover er det trist, at Rothbard forlader sig til i Ethics of Liberty kun at tale i rettighedsbaserede liberalistiske termer. For det kan godt være, at man kan sætte sig i sin stol og fremtænke et utopia, men det betyder praktisk taget lige sÃ¥ meget som at sige, at grise kan flyve. Med andre ord er jeg irriteret over, at Rothbard (i dette værk) mangler argumenter for, hvorfor anarcho-kapitalismen er bedre end andre samfundsformer, udover de rent filosofiske…
- Og en nærmere begrundelse af selvejerskabet og non-aggressionen ville også være dejligt. Det virker noget billigt, blot at henvise til Robinson Crusoe og naturret i al almindelighed.
Men det der er mest irriterende er, at Rothbard har fÃ¥et mig til at genlæse passager i Constitution of Liberty – og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at den bog er sÃ¥ god, at den er svær at lægge fra sig… og jeg har bare ikke tid til flere bøger end dem jeg allerede har planlagt at læse 
Men under alle omstændigheder: Nu sidder jeg med bogen igen – i et hÃ¥b om, at mine irritationer kan blive manet i jorden.
