Omfanget af offentlig regulering af dette og hint er — surprise, surprise — ikke til at rÃ¥be “HURRA!” for, med mindre man har beton pÃ¥ hjernen. Derfor er ogsÃ¥ et evigt tilbagevendende mysterium for mig, hvorfor i alverden sÃ¥ fÃ¥ gør en aktiv indsats for at fÃ¥ stoppet nævnte regulering.
Tag nu for eksempel landbruget: Ikke nok med staten mener, at man som køber af en landbrugsejendom skal blive boende på landet i 8 år; at landmænd frarøves deres retmæssige ejendom til f.eks. bræmmer; eller at kommunen kan bestemme, hvor ens gyllebeholder skal stå – og om den skal være overdækket! – eller hvor mange dyr man må have i en given stald; nej, ikke nok med alt dette, så mener staten endda også, at almindelige skatteborgere (lige fra bossen og til bumsen) skal betale for, at dansk landbrug kan eksistere.
Jeg har ikke tal for, hvor meget den enkelte dansker (og vores venner i EU) betaler for, at vi kan have et landbrug i Danmark og ikke rentable vinmarker i Frankrig. I USA er tallet $774 pr. husholdning, pr. år.
Den fornuftige tænketank Cato Institut har i USA indledt en — fornuftig – kampagne: Downsizing the U.S. Department of Agriculture.
Hvis jeg var capo de tutti capi, ville jeg:
- Sikre landmændenes gudgivne private ejendomsret, ved at ophæve landbrugsloven
- Sikre at (rigtige) aktieselskaber må drive landbrug
- Fjerne enhver statsstøtte, som danske skatteydere betaler til
- Fjerne alle kontrol-indstandser, lige bortset fra “dyrevelfærdssikkerhedskontrollen” af dyrlægerne
- Afskaffe Landbrugsministeriet og landbrugets direktorater
Mindre kan ikke gøre det – men meget mere kan gøres.
