Jesper Lau Hansen (dr.jur) har helt klart fat i noget, nÃ¥r han kort og særdeles præcist gør rede for begrebet “solidaritet”s forvandling forvanskning igennem de seneste 40-50 Ã¥r:
Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.
Det er givet som en art med-reaktion på Jacob Axel Nielsens udtalelser to steder i Berlingerne.
»Der burde være nogle, som tog sig af de her skæve eksistenser, så de ikke skal sove på gader og stræder,«
Ja! Det er rigtigt! Solidaritet (læs: velfærd) er at hjælpe manden på gaden; ham der måske er hjemløs og/eller psykisk syg. Ham der har brug for hjælp.
Det er beskæmmeligt, at vi stadig har hjemløse og tiggere i et samfund, hvor kernefamilien får en børnecheck og hjemmeboende gymnasieelever får uddannelsesunderstøttelse til fri benyttelse.
Tak til socialdemokratiet for at have vendt samfundet så meget på hovedet, at vi har glemt hvem der har brug for hjælp og hvem der sagtens kan klare sig selv.
