EU: Banker er “underbeskattede” og i øvrigt skyld i krisen. Staterne har bare båret omkostningerne

Følgende kan man læse i allerførste afsnit i begrundelsen til dét direktiv, Europa-Kommissionen gerne vil have bliver gennemført, således, at finansielle transaktioner kan belægges med en skat (“FT-skatten”). Det billede Kommissionen tegner er ganske enkelt mangelfuldt; håbløst mangelfuldt. Og – tør jeg godt påstå – bevidst manipulerende.

Den seneste globale økonomiske og finansielle krise fik alvorlige konsekvenser for vores økonomier og de offentlige finanser. Finanssektoren var i væsentlig grad med til at fremkalde den økonomiske krise, mens regeringerne og de europæiske borgere generelt har båret omkostningerne. På europæisk og internationalt plan er der enighed om, at finanssektoren bør yde et mere rimeligt bidrag i betragtning af omkostningerne forbundet med at håndtere krisen og den aktuelle underbeskatning af sektoren.

Debatten om Apples produktionseventyr i Kina

I søndags omtalte og henviste jeg på Facebook til en artikel i New York Times der spurgte – og forklarede – hvorfor, Apple ikke lader sine iPhones producere “hjemme” i USA. My take, som man siger, var dette:

De lave lønninger er ikke det eneste argument for at flytte produktion til Kina: fleksibilitet, hurtighed og en pålidelig forsyningskæde gør forskellen. Produktionsmiljøerne i USA og Europa er for sløve. Derfor er vi (også) fucked på dét punkt.

New York Times-artiklen er fascinerende og jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at den er pligtlæsning for alle, der offentligt vil ytre sig om globaliseringen og de konsekvenser den har for produktionsmiljøerne i den vestlige verden.

Dette indlæg skal imidlertid ikke handler om dén artikel og jeg vil derfor kun citere et enkelt afsnit; et afsnit, som til gengæld ganske tydeligt viser, med hvilken hastighed produktionsomlægninger kan gennemføres på den taiwanesisk ejede Foxconn-megafabrik i Folkerepublikken Kina:

One former executive described how the [Apple] relied upon a Chinese factory to revamp iPhone manufacturing just weeks before the device was due on shelves. Apple had redesigned the iPhone’s screen at the last minute, forcing an assembly line overhaul. New screens began arriving at the plant near midnight.

Artiklen har efterfølgende været debatteret heftigt i især amerikanske medier og de udtalelser, som Apple ledelsen tilskrives, både hyldes og fordømmes. I denne sidste kategori finder vi Foreign Policy’s Clyde Prestowitz, der i en ny artikel på en egentlig elegant (men også logisk flosset) måde argumenterer for, at der, når det kommer til amerikanske virksomheders produktionsvalg mellem USA og alle andre lande, bør herske et princip om, at den ene hånd – så at sige – vasker den anden.

Apple’s products still have a large U.S. government R&D content and I’ll bet that the guy who says Apple has no obligation to help Uncle Sam does strongly believe that Uncle Sam has an obligation to stop foreign pirating of Apple’s intellectual property and to maintain the deployments of the U.S. Seventh Fleet and of the 100,000 U.S. troops in the Asia-Pacific region that make it safe for Apple to use supply chains that stretch through a number of countries such as China and Japan between which there are long standing and bitter animosities.

Argumentet er således: Apples produkter indeholder (måske) teknologi, der helt eller delvist har sit ophav i et amerikansk stats-finansieret forskningsprogram. USA intervenerer forskellige steder verden over, for bl.a at bekæmpe pirateri. Dette gavner (måske) Apple. Apple bør derfor nøje overveje, om det ikke er forpligtet til at lægge noget af sin produktion i USA.

Jeg er enig med Clyde Prestowitz i, at det er et problem, at så megen produktion placeres i udlandet; og tilmed af de samme grunde. Jeg er ligeledes overbevist om, at udviklingen på sigt giver flere problemer, end “bare” det umiddelbare tab af produktionsarbejdspladser og arbejdspladser i umiddelbar tilknytning dertil. Hvad jeg til gengæld ikke er, er overbevist om, at der gælder et gensidighedsprincip af den type, Prestowitz præsenterer. For når en virksomhed betaler sine skatter, sin moms og sin told til den danske stat, så har den også krav på den beskyttelse, som den danske stat kan tilbyde virksomheden. Det må til enhver tid være statens opgave at tiltrække virksomheder, så godt som staten nu kan gøre det. F.eks. gennem fornuftige (eller ingen) indkomst-, selskabs- og kapitalgevinstskatter (og fradrag), samt fleksible arbejdsmarkeder med ikke alt for firkantede fagforeninger. Det kan derimod aldrig være statens opgave, når virksomheden er placeret dér, under henvisning til en flyvende moralsk princip om gensidighed, at kræve, at virksomheden tilrettelægger sin produktion på en bestemt måde.

Politiske has-beens og deres problemer

Ritzau melder (her i Børsen), at ikke-genvalgte politikere har problemer med at opnå fast ansættelse. Problemet er, med den tidligere socialistiske MF’er Pernille Frahm’s ord, at der “er en udbredt opfattelse af, at politikere arbejder meget langsomt, er meget egenrådige og bruger mest tid på at rive hovederne af hinanden. I virkeligheden opnår vi jo en lang række kompetencer, som arbejdsgivere burde være interesserede i.”

Hvilke kompetencer hun specifikt tænker på, kan jeg kun gisne om; men skal vi ikke gætte på, at hun gerne så sig selv aktiveret i en rent seeking-stilling, inden for den danske variant af jerntrekanten?

At Pernille Frahm føler sig “negativt stemplet som tidligere politiker” er selvfølgelig trist for Pernille Frahm selv; mens jeg kan nu ikke lade være med – og måske er det bare mig der er skadefro – at tænke, at der er en snert af poetisk retfærdighed over situationen. Især når man tænker på, at Pernille Frahm har brugt hele sin politiske “karriere” i et parti, der mener det ved, indenfor hvilke industrier fremtid vækst skal komme fra; og som mener, at man – langt bedre end virksomhederne selv – har forstand på, hvordan forretninger skal gøres.

Mon Pernille Frahm mener, at de virksomheder, der giver hende afslag, trods de kompetencer hun har, udviser tilstrækkeligt socialt ansvar?

Tim Knudsen, der er forsker på Københavns Universitet mener, at det danske erhvervsliv ikke værdsætter en tidligere politikere “som man gjorde engang” og han bemærker, at der ikke, som i visse andre lande, er en tradition for, at tidligere folkevalgte går en fremtid i møde i f.eks. Udenrigstjenesten eller på bestyrelsesgangene, når deres borgerlige ombud ophører. Med hensyn til det sidste, vil jeg for mit eget vedkommende tilføje et: Heldigvis! Hvad ville dét ikke ligne.

Ritzau-artiklen sluttes af med et en kommentar fra en unavngiven person hos Mercuri Urval om, at den manglende villighed til at ansætte en tidligere politiker ofte skyldes, at de pågældende personer “ingen reel erhvervserfaring har” og at “mange [ikke endnu] har færdiggjort en uddannelse“.

Podcast: Tyler Cowen om Euro’en m.v.

Euro’en var et fantastisk tåbeligt projekt. Før krisen begyndte. Efter, er det blot blevet værre.

Dét er ikke et politisk statement; et postulat fra en euroskeptisk nej-siger. Men det er en observation fra en, der ikke – ligesom tidligere (Uffe Ellemann-Jensen, jeg peger på dig) og nuværende politikere – har prestige på spil.

Min mening om Euro’en er dannet på grundlag af egne observationer, samtaler med mennesker i valutahandelsbranchen, litteraturgennemgang osv., og jeg mener selv, at jeg – henset til, at jeg ikke er økonom – har forholdsvist godt styr på, hvad der er op og ned i den sag. Men istedet for at fortælle nærmere om dét, vil jeg økonomisere og henvise til denne EconTalk-podcast, hvor Tyler Cowen taler om “Den Europæiske Krise“:

Podcasten, der også kan hentes på EconTalk’s hjemmeside (direkte link her) og i iTunes Store, er ledsaget af denne beskrivelse:

Tyler Cowen of George Mason University talks with EconTalk host Russ Robertsabout the European crisis. Cowen argues that Greece is likely to default either in fact or in spirit but that the key question is which nations might follow–whether Italy and Spain can find a road to economic health and honoring past debts. Cowen gives his best guess as to what is likely to happen to the euro and the European Union and the implications for the rest of the world. He explores some less likely scenarios as well. He is pessimistic about Greece and the short-run prospects for preserving the status quo, but he is optimistic in the long-run about the European Union though it may have a different structure down the road.

Hvis du ikke allerede har hørt den vil jeg anbefale den; f.eks. til mens du sidder bilen/bussen/toget/s-toget på vej på arbejde på mandag.

Dem og os

Cato Institute‘s Trevor Burrus rammer plet på så mange niveauer:

So, perhaps the biggest difference between libertarians and the dominant political ideologists is simply this: while they believe that the problem with government is that the right people aren’t in power, we believe that the problem with government is intrinsic to government itself, and that no theory of “throw the bums out” will ever give state officials the incentives and knowledge they need to do a good job. This is true despite the fact that the vast majority of government representatives and employees are good, hard-working people.

Læs resten af hos Cato.