Man skal fortælle SKAT hvad man laver med sin egen bil — men kunne vi ikke gøre det hele lidt smartere?

… eller rettere, virksomhederne skal føre en mere stringent kontrol med hvor deres ansatte kører i deres private biler; ikke firmabiler mind you. Det er konklusionen ovenpå en dugfrisk højesteretsdom i sagen René Emill Jensen mod Skatteministeriet.

Det er desværre forbundet med straf at være skattefrihedskæmper her i landet, eftersom statsmaskineriet jo ikke kører af sig selv (bliver vi bildt ind – selvom vi godt ved, at staten jo bare kan trykke flere penge…). Men der bør være visse grænser for, hvor meget staten kan forlange, at man fører kontrol med sig selv og så efterfølgende selvangiver. Jo mere vi skal indberette og jo mere SKAT kigger os efter, desto mindre har vi lyst til rent faktisk at være med til at betale gildet. Et mere moderat skattetryk (helst fladt omkring de maks. 15 % for nu at hive et tal op af hatten) ville givet vis være mere forståeligt for de fleste af os, og endda anspore os til — tør jeg sige det — betale vores skat med (delvis) glæde… eller okay: delvis forståelse.

Eller måske endnu bedre: At vi slap for kildeskatten og alle sammen selv skulle indbetale vores skat; altså ligesom vi alligevel ville gøre med b-indkomsten… Ja, suppleret med en detaljeret opgørelse over, hvad pengene rent faktisk går til, krone for krone, ville systemet jo nærmest være perfekt. Og nu ikke noget med, at en sådan opgørelse ville være umuligt – for selvfølgelig ville den ikke være det. Vi allerede finansloven vi kan tage udgangspunkt i; den findes et eller andet sted i et elektronisk eksemplar, som man så kan koble op på en database, der der ved, hvor meget jeg har betalt. Derefter kunne jeg nemt og enkelt, måned for måned, følge med i, hvor mange penge jeg brugte på dette og hint.

Endnu mere bankregluering: Nu skal EU være politibetjent!

Hvis man er til politik på folkeretsniveauet, vil man sikkert have en vis fornøjelse med at læse konklusionerne, fra det netop færdige møde i Rådet for Den Europæiske Union — eller “topmødet”, som nu de kære journalister plejer at kalde denne EU-retlige konstruktion.

Og hvis man har en vis interesse for hvordan bank- og finanssektoren reguleres, kan man med fordel også læse lidt med. For som der står i konklusionerne, har EU påtaget sig opgaven med at “opbygge en ny orden på de finansielle markeder”.

“Jubii” var egentlig det første jeg tænkte da jeg læse dette. For hidtil har bank- og finanssektoren været overreguleret i en så høj grad, at den almindelige caveat emptor-grundsætning (der går ud på, at man som bankkunde selv må se sig for, når man vælger bank) har været sat ude af kraft. Således forventede jeg, at EU’s stats- og regeringschefer, når de nu gerne vil skabe en “ny orden”, ville lægge sig an på en ny liberalistisk kurs, med deregulering og mere frihed til banker og forbrugere til følge.

Jeg tog fejl.

Finanskrisen har tydeligt vist, at der er behov for at forbedre reguleringen af og tilsynet med de finansielle institutioner, både i Europa og globalt. Hvis der rettes op på de svigt, som den nuværende krise har afdækket, vil det bidrage til at forhindre fremtidige svigt.

“Forbedret regulering” = mere regulering, som man også kan se her:

Det Europæiske Råd anbefaler også, at der oprettes et europæisk finanstilsynssystem, som omfatter tre nye europæiske tilsynsmyndigheder, med det formål at opgradere kvaliteten af og konsekvensen i det nationale tilsyn, styrke det overordnede tilsyn med grænseoverskridende koncerner ved etablering af tilsynskollegier samt fastlægge et fælles europæisk regelsæt, der gælder for alle finansielle institutioner i det indre marked.

De finansielle institutioner skal således underligges både Finanstilsynets tilsyn og et EU-tilsyn. Mon ikke man istedet skulle give bankerne tid til at gøre det som de er bedst til, istedet for at begrave dem i red tape?

Men hvad havde man også kunnet forvente af et dokument, der har denne indledning:

Midt i den dybeste recession, som verden har oplevet siden anden verdenskrig, viste Det Europæiske Råd på ny, at EU er fast besluttet på at overvinde de nuværende vanskeligheder og vende blikket mod fremtiden ved at træffe en række afgørelser, der hurtigt og effektivt skal tage en bred vifte af udfordringer op.

Den Himmelske Freds Plads version 2.0? Desværre.

Lidt video:

Krydspost: De dejlige § 20-spørgsmål

Jeg har netop oprettet mig en blog på 180-grader, som har sådan lidt karakter af at være et pet project – den kommer således på ingen måde til at erstatte denne! “De lega ferenda” har jeg kaldt den og det er lidt ideen, at den — når tiden er til det — skal indeholde et par kommentarer om vores kære lovgiveres gøren og laden. Her er det første indlæg, som jeg i dagens anledning tillader mig at kryds-poste:

Det danske folketing er en vidundeligt kedelig institution. Tak for det – så undgår vi med alt for stor sandsynlighed, at alle de fornuftige mennesker begynder at befærde bygningen på Slotsholmen i andre anledninger end den tilfældige rundtvisning.

For at gøre hverdagen mindre kedelig — og indirekte skabe en illusion af, at det rent faktisk er folketinget der lovgiver og udøver en check-funktion på regeringen — har man som borgerrepræsentant/MF’er mulighed for at stille spørgsmål til ministeren; spørgsmål, som ministeren så får sine embedsmænd til at skrive et svar på og som ministeren derefter stolt og helt af sig selv, kan læse op nede i folketingssalen. Spontanitet og egne svar og formuleringer hører jo ikke hjemme i et parlament som det danske, skal man jo huske på.

Men hvad spørger disse folketingsmedlemmer så om?

Mon de stiller spørgsmål til lovenes hensigtsmæssighed? Til sædernes beståen? Til den førte politik eller til til embedsmandsvældets skjulte magt? Ikke just.

Per Clausen fra Enhedslisten ville gerne vide noget om kontaktlinsesalg på nettet og spurgte:

Mener ministeren, at det er acceptabelt, at de danske firmaer, der i dag sælger kontaktlinser på nettet, gør dette uden at kræve dokumentation for, at der er gennemført synstest, og vil ministeren tage initiativ til at sikre, at denne praksis ændres femover?

Karen Hækkerup vil dømme folk før de er dømt:

Vil ministeren tage initiativ til at skabe lovhjemmel for at bilister, om hvem der er bestyrket mistanke om, at de har dræbt andre i færdselsulykker, med det samme efter ulykken fratages deres kørekort, således at de ikke kan køre bil frem til retssagen, hvor der skal træffes beslutning om deres skyld og eventuelt fældes dom?

Og så var der også Kim Christensen fra Dansk Folkeparti, der var interesseret i at få at vide, hvad trafikministerens holdning til religiøse altre ved de danske veje. Det viser sig nemlig, at det åbenbart er forbudt at have vejaltre i Danmark – hvilket jeg iøvrigt aldrig havde tænkt over før, men velsagtens heller ikke har savnet.

Men helt seriøst: Hvad er det her for en ordning vi sidder med i dag? De her spørgsmål har ikke noget som helst med folketingsarbejde at gøre; og hvor er den danske version af Hendes Majestæts Loyale Opposition, som man kender den fra England? Er det denne konseksuskonformitet der tilsiger, at folketingets medlemmer og regeringen skal være dus med hinanden og indgå i hvad der nærmest forekommer som arbejdsfællesskaber? Kan det virkelig passe, at det er nogle få danske medier, som skal have monopol på at kritisere magthaverne og stille de bare nogenlunde fornuftige spørgsmål?

Hvorfor ikke spørger om noget i retning af: Hvad mener ministeren om fordelene hhv. ulemperne ved at have en såkaldt uafhængig nationalbank? Hvad mener ministeren om det danske embedsværks matematiske evner, når man i Politiet kan underbudgettere med mere end 500.000.000? Og når vi nu er ved det: Når det er et almindeligt princip i en retsstat at kun den skyldige straffes, hvorfor vil ministeren så ikke lade embedsværket ifalde ansvar for egne fejl?

Listen kunne fortsætte, for det er ikke spørgsmål der mangler. Det er spørgere og det er svar.

En rigtigt god nyhed fra USA – men med et lidt nørdet indhold

Ron Paul

Hvis man bor i Danmark, er borgerlig og ikke mindst interesserer sig for amerikanske forhold, ved man helt sikkert godt, hvem Ron Paul er. Gør man ikke er her en mini-introduktion:

Ron Paul er medlem af Repræsentanternes Hus og kommer fra Texas. Under primærvalgene stillede han op som republikansk præsidentkandidat og overraskede alle med den helt enormt store græsrodsstøtte han modtog fra republikanere og andre, som ikke just var begejstrede for Bush-Chaney-regeringens interventionistiske (altså pseudo-socialistiske) økonomiske politik og ikke mindst de tiltagende indgreb i de traditionelle frihedsrettigheder, som den amerikanske forfatning sikrer (ikke “giver”, eftersom rettighederne er naturgivne!) borgerne. Pauls budskab er todelt: Først og fremmest er han proponent for en ansvarlig økonomisk politik (= “den østrigske skole” indenfor økonomisk teori) og dernæst vil han gerne have, at den amerikanske forfatning bliver overholdt.

USAs centralbank

Begge dele er hver for sig bemærkelsesværdige; men især den sidste er ufatteligt vigtig. For USA’s forfatning giver, i modsætning til hvad alt for mange tror, egentlig ikke ret mange kompetencer til den føderale regering i Washington, D.C. Nej, USA er en føderation står der, og det er delstaterne og deres lovgivende forsamlinger, der udgør the backbone i staten. Derfor er det forfatningsstridigt, når føderalregeringen opkræver en føderal indkomstskat (ved siden af eventuelle delstatsindkomstskatter); det er også ulovligt med føderale undervisningsplaner, sundhedssikringsplaner m.v.

De fleste danskere ville derfor nok mene om Paul, at han var lidt af en rabiat, når han sådan mener, at de føderale politikere i Washington ikke må bestemme, hvad børnene rundt om i USA skal lære i skolerne. Men hvad er egentlig værst: At kræve at forfatningen bliver overholdt, eller at man bare lader politikerne udvande den mest grundlæggende lov i landet? Man skal jo også huske på, at det rent faktisk er temmelig nemt at ændre den amerikanske forfatning (i forhold til den danske f.eks.), og at en vedhæftelse der garanterede f.eks. et nationalt sundhedssystem eller retten til abort sagtens kunne indføres ad den demokratiske vej.

Ron Pauls mission er derfor at kæmpe for, at den føderale regering kun gør hvad den må – og at den overholder det, som vi i Danmark kalder legalitetsprincippet.

Revision af centralbanken

Først og fremmest skal det understreges, at den amerikanske central bank er en selvstændig virksomhed. Den er ikke ejet på nogen som helst måde af staten, men har rødder i den private bankverden – til trods for, at den, som den eneste bank, har ret til at udstede penge og drive politivirksomhed!

“HR 1207” er nummeret på et forslag i kongressen, som Ron Paul har stillet. Det går i al sin enkelthed ud på, at borgerne (konkret deres repræsentanter i kongressen) får indsigt i, hvad den amerikanske centralbank gør med sine penge og hvordan den driver sin virksomhed i øvrigt. Som Paul sagde da den blev fremsat:

Why should a government-established agency, whose police force has federal law enforcement powers, and whose notes have legal tender status in this country, be allowed to enter into agreements with foreign powers and foreign banking institutions with no oversight?

Går forslaget igennem, hvilket det ser ud til, bliver det meget spændende at se, hvad resultatet bliver. Centralbanken har ikke nogensinde før været underlagt en revision.

Ron Paul siger selv:

Microsoft fjerne Internet Explorer. Kommissionen står tilbage og ligner nogle idioter

Microsoft offentliggjorde for et par dage siden, at den kommende udgave af Windows-operativsystemet, Windows 7, ikke vil indeholde Internet Explorer 8-webbrowseren fra Microsoft; hvis man altså køber produktet i en butik i Europa efter at det udkommer.

I den forbindelse er det især vigtigt at bemærke det, som jeg skrev efter semikolonet!For man kan nemlig få fat i Windows på to måder: Enten ved at købe det i en butik selv, eller ved at det følger med på ens nye computer (en såkaldt OEM-licens). 95% af Windows-salget sker gennem computerproducenterne i form af OEM-licenser.

Netop på OEM-området er Microsoft i øjeblikket er igang med at lave aftaler med pc-producenterne som går ud på, at producenterne får en masse penge fra Microsoft, hvis de inkluderer nogle Microsoft-produkter, som ikke er en del af Windows-systemet, på computeren når de sælger dem med en OEM-licens. Det er f.eks. dette som sker, når man åbner en ny computer og bliver mødt af en browser-toolbar fra Yahoo eller Google. F.eks. har Microsoft en aftale med Dell om, at Dell inkluderer Windows Live Essentials-pakken (der indeholder Windows Live Messenger, Photo Gallery, Movie Maker osv.) når man køber visse computere fra den fabrikant.

Microsoft siger selv på sin legal blog:

Given the pending legal proceeding, we’ve decided that instead of including Internet Explorer in Windows 7 in Europe, we will offer it separately and on an easy-to-install basis to both computer manufacturers and users.  This means that computer manufacturers and users will be free to install Internet Explorer on Windows 7, or not, as they prefer. Of course, they will also be free, as they are today, to install other Web browsers.

Hvad der nærmere ligger heri får vi at se.

Så vidt jeg kan tolke mig frem til sker der to ting:

1) Køber man Windows i en butik følger er Internet Explorer ikke installeret på maskinen
2) Køber man en ny computer med Windows på kan det være, at Internet Explorer er installeret på maskinen, men i så fald alene fordi, at Microsoft har lavet en aftale med producenten om at Internet Explorer skal være installeret på den.

I begge tilfælde er spørgsmålet dog, om man ikke kan “underinddele” grupperne noget mere. For dét at Internet Explorer ikke er installeret betyder jo ikke i sig selv, at installationsfilen heller ikke er at finde på computeren! På mange nye computere finder man således “genveje” til produkter, som lige skal installeres fra en inkluderet installationsfil, førend man kan bruge det; dette har jeg f.eks. selv oplevet en del gange med Adobe Reader og Windows Live Messenger.

Flere danske og udenlandske hjemmesider hylder dette skridt fra Microsoft. Nogen vælger endda at kalde det en lille genistreg.

Jeg er faktisk enig i det sidste. Dette er, ud fra et konkurrenceretligt synspunkt, rigtigt smart for Microsoft. Og lidt længere nede i indlæget kommer jeg nærmere ind på Europa-Kommissionens svar. Mén selvom det er smart for Microsoft vil jeg alligevel fremhæve, at jeg ikke er så sikker på, at det er så belejligt for os forbrugere. Jeg selv ihvertfald, har ikke det fjerneste imod at Internet Explorer ligger på computeren når jeg køber den. Og i Windows 7 har man jo også en reel mulighed for rent faktisk at fjerne browseren, uden at der sker sære ting og sager (hvilket der gør i Windows XP kan jeg forsikre om!)

I den blogpost fra Microsoft Legal, som jeg henviste til ovenfor, får man iøvrigt et lille indblik i, hvor indgrivende EU-Kommissionen i virkeligheden er, når det kommer til hvad bureaukraterne, der oftest ikke har nogen erfaring fra det private erhvervsliv og iøvrigt er jurister, fremfor økonomer, mener en selvstændig, virksomhe skal og ikke skal gøre, for at tjene en ærlig øre:

Other alternatives have been raised in the Commission proceedings, including possible inclusion in Windows 7 of alternative browsers or a “ballot screen” that would prompt users to choose from a specific set of Web browsers.

Helt generelt er det påfaldende, at man som offentlig myndighed på den måde skal have en indflydelse på hvordan en virksomhed indretter sine produkter. Havde der været tale om et produkt, der kunne være livsfarligt, hvis det ikke var indrettet på en behørig måde e.l., ville al fornuft selvfølgelig tale for, at retsordenen med berettigelse kan skride ind og sikrer, at produktet er så tilstrækkeligt sikkert, at chancerne for efterfølgende produktansvarssager minimeres. Men når det kommer til software er jeg ganske skeptisk.

Lad os se hvad Kommissionen har svaret:

As for retail sales, which amount to less than 5% of total sales, the Commission had suggested to Microsoft that consumers be provided with a choice of web browsers. Instead Microsoft has apparently decided to supply retail consumers with a version of Windows without a web browser at all. Rather than more choice, Microsoft seems to have chosen to provide less.

Ja, det er jo helt rigtigt. Og hvad skal man egentlig gøre for at komme på nettet og hente en browser, hvis man ikke har nogen browser! Det ville jo være helt som i de gamle dage, hvor man kunne bestille en CD med Netscape. Skrækkeligt, men ikke desto mindre smart fra Microsofts synspunkt.

Kommissionen skriver videre:

The development of new online services makes web browsers an increasingly important tool for businesses and consumers, and a lack of real consumer choice on this market would undermine innovation.

The Commission’s preliminary concerns are set out in detail in a Statement of Objections sent to Microsoft in January. The specific circumstances of Microsoft’s tying of IE to Windows in this case would appear to lead to significant consumer harm.

Det er sjovt at se, at Kommissionen sådan på den ene side mener, at Microsoft, når det sælger sit eget produkt(!), ikke må inkludere en internet browser, samtidig med, at man understreger, at markedet for web 2.0-applikationer m.v., er stadigt voksende i både omfang og vigtighed.

Mon Kommissionens jurister inderst inde helst så, at Microsoft gjorde Google Chrome eller Mozilla Firefox (der begge er direkte og indirekte konkurrenter på både browser og søge-markederne (Mozilla Firefoxs startside leveres af Google Search, som giver en cash-back til Mozilla. En efter sigende rigtigt god aftale, rent økonomisk) til standardbrowser i systemet? Det lugter lidt af det synes jeg.

Hvorom alt er så siger reglerne, at en virksomhed, som er dominant på ét marked, ikke må bundle produkter den afsætter på et andet marked, sammen med produktet på det dominerede marked, for derved at give sig selv en konkurrencemæssige edge på det andet marked.

I mine øjne er der behov for at man kigger denne regel igennem; og det samme kunne man iøvrigt sige om størsteparten af de konkurrenceretlige regler. For fælles for disse er, at de er skrevet af jurister — men gør brug af økonmiske termer og koncepter, uden derved at lade den fulde økonomiske forståelse af et givent markedsøkonomisk fænomen træde fuldstændigt frem i reglerne.

… Eller med lidt andre ord: Istedet for at kende den bagvedliggende økonomiske teori og agerer på baggrund af denne, opstiller man nye juridiske begreber, som i realiteten ikke ikke har så megen med økonomi at gøre, selvom man lader som om at de har, men snarere er et udslag af almindelig juridisk begrebsudvikling, som man så er blevet enige om skal betyde et eller andet.

Tag f.eks. det centrale konkurrenceretlige begreb “effektiv konkurrence”. Det er et juridisk begreb, som ikke har ret meget med økonomien at gøre. Bevares, det siger noget om konkurrenceforhold osv., men der er i hovedsagen tale om, at man har opstillet et juridisk begreb, der gør det muligt for staten og EU at gribe ind overfor succesfulde virksomheder (som forbrugerne derfor pr. definition nyder at gøre forretninger med!!!), når virksomheden har været alt for nytænkende og innovativ i sin udvikling.

I de forskellige Microsoft-sager, som har været igennem Kommissionens system har det været påfaldende at se, så lidt forståelse Kommissionens embedsmænd har for almindelig markedsøkonomisk udvikling.

Hvis vi som forbrugerer ikke havde et konstant ønske om stadige forbedringer ville vi ikke have flotte operativsystemer, der kunne en masse ting. Vi ville sidde med et DOS-system fordi hverken vi eller producenterne ville have noget andet.

Men vi vil have noget andet. Vi vil have at der skal være en film- og musikafspiller med i pakken når vi køber en ny computer; vi vil have at der skal være en browser med, så vi kan gå på nettet med det samme.

Om det så er Microsoft der udbyder produktet eller ej er for så vidt ligegyldigt. Hvis medie-afspilleren eller browseren ikke er gode vælger vi bare noget andet; hvilket jo netop var det der skete, da nok forbrugere fandt ud af, at Internet Explorer 6 var et farligt kammeratskab og hurtigt begyndte at skifte over til alternative browsere, som f.eks. den Mozilla Firefox 3.5 Beta, som jeg sidder og skriver dette indlæg på.

Alle virksomheder, også Microsoft, har ét mål her i livet og det er ikke at gøre livet surt for dig og mig. Tværtimod er de her for at tjene os; for selv at tjene penge.

Og måske er det netop det, som Kommissionen, med alle sine protektionistiske franskmænd ikke forstår: At der rent faktisk er mennesker og virksomheder her i verden, som ikke mener at det er en dødssynd at tjene penge og drive forretning med profitmaksimering for øje.

Opsummering af EP-valget i UK. BBC sviner BNP til og folk vil have mindre EU

Da både Danmarks Radio og TV2 pludselig valgte at stoppe for dækningen af EP-valget i aftes skiftede jeg over til BBC’s website, hvor man, selvom man ikke befandt sig i UK, kunne følge med i deres direkte tv-feed. På BBC World News, som de fleste af os vel har på tv’et, kørte man også primært med dette britiske feed, men skiftede over til en dækning fra de øvrige EU-lande, når britiske BBC sendte direkte ude fra de britiske valgsteder. Og da jeg er en fan af den engelske valgprocedure, blev jeg selvfølgelig på det britiske.

Det som slog mig her var den måde, som alle kommentatorer omtalte valgets resultater på: En nederlag for “socialdemokratierne over Europa” og en “sejr for højrefløjen til trods for deres ansvar for den finansielle krise”.

I shit you not. Men det var selvfølgelig også BBC.

Det gik især ud over BNP, der er britisk nationalistparti, der har haft et forholds OK valg, efter at de er holdt op at tale så meget om indvandrer og muslimer, er begyndt at gå i jakkesæt og ikke længere taler ned til folk. Det mente Nick Robinson, BBCs politiske chef-kommentator. Og det lyder jo egentlig som en fornuftig forklaring – altså at man får flere stemmer, når man ikke fremstår ekstremistisk. Men, som man også kan se af citatet nedenfor, var jeg ikke den eneste der studsede over BBC’s lidt særlige dækning af BNP.

Over på Adam Smith Institute har de i en ny blogpost opsummeret valget:

So Labour have been pushed into fourth place and quite right too. Although I am no fan of Cameron’s incoherent stance on Europe, it is certainly preferable to Labour’s machinations since Blair came to power.

UKIP have done well despite the shoddy folding of many ballot papers, while the Liberal Democrats have not benefited from Labour’s collapse. These moves are clearly a direct call for a fundamental change in the relationship between the UK and Europe.

Those across the political spectrum calling for further integration will argue that voters are in fact not voting on Europe but on National issues. Certainly given the drubbing that the Labour Party has received suggests that this is the case. Yet surely this is an even further rejection of the European project as it stands: even the elected face of this Behemoth is not a primary factor in the legitimacy for the voters of this country. This is reflected in the consistent low turnouts at European elections.

As an aside, during the BBC’s coverage the question was asked: “Why would voters choose the fascist BNP rather than the left wing Communists given the recession?” This is wrongheaded as the BNP is closer to what many in the left wing of the Labour Party would vote for. It is the failure of the Labour Party that accounts for the BNP getting a seat.

The result is clear: it is a vote against Brown and a vote against closer ties with the European Union.

Fee’ musik fra The Crystal Method

Som en stor elsker af de to musikgenrer jazz og electronica er det ikke noget under, at Divided by Night, det nyeste album fra The Crystal Method, er blevet voldafspillet i min mp3/aac-afspiller det seneste stykke tid. Der er virkelig tale om et album, som jeg på det varmeste kan anbefale alle at købe; især nummeret “Smile” er helt vildt godt.

Desværre er der ikke kommet nogen video til Smile endnu, men man kan stadig denne:

Tænketankenes historie

Dem der har været på CEPOS Universitetet kan nok huske lidt til historien om Anthony Fisher, der fik besked fra F.A. Hayek om ikke at gå ind i politik, men istedet bruge tiden på noget mere konstruktivt. Det gjorde Fisher så og tjente i den forbindelse så mange penge, at han kunne søsætte verdens mest succesfulde tænketank: The Institute of Economic Affairs, som de færreste nok har hørt om, men som ikke desto mindre brillerer med en helt fantastisk ambitiøs publikationsplan.

Alle IEAs publikationer kan købes i papirform eller downloades kvit og frit fra hjemmesiden!

Dem der ikke kender så meget til tænketanke kan John Blundells bog Waging the war of ideas anbefales. Klik her for at hente den.

Og her er en video – med en vidunderligt britisk intro-melodi:

Election for change – tæsk til arbejderpartiet i UK

Det har været en rigtigt god aften for de britiske borgerliges leder David Cameron, som bl.a. kan fryde sig over at have opnået frederiksbergsk flertal i Bedfordshire og har snuppet sæder fra Libdems og Labour i Bristol, Tamworth og Cannock.

Og prøv at se det her resultat fra Lincolnshire, som David Cameron har været meget opsat på:

• Conservative: 60 mandater
• Labour:4 mandater
• LibDems: 5 mandater
• Andre:8 mandater

En hver politisk lokalafdeling ville være frådende af glæde over at opnå et sådan resultat, som Conservatives har opnået. Det er næsten uforskammet – med på den fede måde.